Dansk Erhverv kræver gammel paragraf i markedsføringsloven genindført

Der testes produkter som aldrig før, og ifølge Dansk Erhverv foregår flere af disse test ofte på et for lavt og forkert grundlag. De ønsker derfor fra politisk side, at en tidligere bestemmelse i markedsføringsloven om at test ikke må være vildledende, skal genindføres, men både Sony Ericsson og TDC tager problematikken med et gran salt.

Dansk Erhverv kræver gammel paragraf i markedsføringsloven genindført

Kommer en producent ud af en stor sammenlignende test som taberen, kan det koste mange penge for producenten, og der er stor risiko for at blive hængt ud for det ene eller andet i aviser, tv eller på internettet. Forbrugertest er nemlig yderst populær læsning, og medierne bugner med dem.

Dansk Erhverv mener dog ikke, at alle test foretages lige seriøst og opfordrer til, at der indføres en række spilleregler for, hvordan testene må udføres. De spilleregler ønsker Dansk Erhverv indført ved politisk lov, skriver Jyllands Posten.

Det primære formål er, at forbrugerne tydeligt skal kunne vurdere, om de enkelte test er foretaget ud fra seriøse præmisser. Derfor skal producenterne forelægges testpræmisserne, inden resultatet publiceres, for blandt andet at undgå deciderede fejl i testene.

Test bliver til sensationsjournalistik

Forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen, mener nemlig, at for mange ting testes af folk, der ikke har forstand på tingene:

– I nogle tilfælde udpeges en enkelt ekspert eller to som dommer. Eksempelvis to kosmetologer, som vurderer mascara, hvor den i den “lækreste” emballage vinder. Eller endnu værre, redaktionen finder tre tilfældige kolleger i mediets kantine og beder dem teste alt fra is til mobiltelefoner. I de fleste tilfælde kan man ikke se, hvilke kriterier der er testet efter. Fælles for flertallet af disse test er, at der ikke er nogle faglige eller metodiske krav bag, det er rent subjektivt, forklarer hun til Mobil.

En oldgammel lov skal i brug igen

Hun mener ganske enkelt, at der går for meget sensationsjournalistik i det for at få en god overskrift til forsiden, og ønsker derfor, at den gamle paragraf 2, stk. 4 i "Lov om markedsføring" skal genindføres (den blev ifølge Lone Rasmussen fjernet i 1994, men de har dokumentation for, at den stod trykt tilbage i 1974, men formentlig er den af endnu ældre dato).

Den refererer til paragraf 1 og 2 i "Lov om markedsføring", hvor firmaer ikke må give mangelfulde oplysninger eller anvende vildledende fremgangsmåder for at påvirke salg. Stk. 4 påpeger, at bestemmelserne i paragraf 1 og 2 også skal opfyldes ved forbrugertest med henblik på offentliggørelse.

Sony Ericssons nordiske chef, Kenneth Møller, har dog ikke tænkt sig at fare i flint over forbrugertest foretaget af folk, der ikke nødvendigvis har den tekniske indsigt i produkterne:

– Er det en faglig test, så er det da bedst med en ekspert, men giver en vinekspert sit besyv til, hvordan en mobil virker, kan det være lige så vigtigt. Vi lever i et frit land med mange forskellige meninger og holdninger, forklarer han overfor Mobil.

TDC er af en lignende holdning:

– Vi har ikke noget imod at blive testet. Så må læserne selv tage stilling til, om de mener, de kan bruge testen til noget, forklarer TDCs pressetalsmand, Per Christiansen.

Bedømt ud fra Sony Ericssons og TDCs holdninger, kan man spørge, om tiden ikke er løbet fra den mindst 34 år gamle lov, men det afviser Lone Rasmussen:

– Tværtimod, der har aldrig været så mange test som nu, og skal test bruges som vejledning for forbrugerne, skal testene laves ordentligt. Paragraffen siger dybest set, at man skal leve op til god skik, konkluderer hun til slut.