Dansk forhandler: iPad og iPhone sælges med tab
Når vi skal ud og købe ny teknik, undersøger mange af os nok markedet på forhånd og undersøger, hvor man kan få det bedste tilbud. Venter man på det rigtige tilbud fra Bilka eller Elgiganten, kan man nogle gange spare flere tusinde kroner på et nyt TV eller en ny computer.
Men når det kommer til Apple-produkter – så finder man sjovt nok aldrig rigtig de helt store prisbasker-tilbud, der virkelig sætter konkurrenterne på plads. Hjemmesiden Macworld har prøvet at forklare, hvorfor verden ser ud som den gør for priserne på Apple-produkter.
Når en stor forhandler køber indkøber elektronik, får de ofte gode mængderabatter, hvis deres indkøbte partier er tilstrækkeligt store. Disse rabatter gør det muligt for store kæder at sælge produkterne billigere end deres konkurrenter, eller i hvert fald billigere end den ”vejledende udsalgspris”, som producenten for det meste har sendt med et produkt.
Men når forhandlerne køber stort ind af Apple-produkter, er historien en anden. Stort set lige gyldigt hvor mange Apple-enheder forhandleren køber ind, forbliver mængderabatten minimal. Hvad de præcise tal er, er en hemmeligholdt på grund af strikse kontrakter mellem Apple og deres forhandlere. Da forhandlerens indkøbspris (+ salgsmoms) samtidig ligger på det samme beløb som Apple selv sælger produktet for i deres egen webshop, så giver det ikke forhandlerne meget at rykke med.
Apple benytter sig også af en metode, der oversat til dansk hedder ”minimum adviserede pris”, hvilket betyder, at forhandlerne kan opnå større mængderabatter, hvis de sælger produktet til en pris, som Apple har fastsat. Dette giver selvfølgelig forhandlerne større overskud til sig selv, men giver dem stadig ikke mulighed for at sælge produktet billigere, og dermed lokke flere kunder til.
Ifølde en af mobil.nu’s kilder hos en af Danmarks største elektronikforhandlere, sælger de fleste butikker produkter som iPad og iPhone med enten ingen profit eller et mindre tab. De sælger dog alligevel produkterne for at lokke kunderne ind i deres butik i håb om at sælge ekstra ydelser eller tilbehør, som for det meste giver en god profit.
Kilde: Macworld