Dansk headset vinder pris

Nextlink INVISIO Q7 er et lækkert nyt Bluetooth-headset fra den velkendte danske producent. Det har nydt stor opmærksomhed på CES-messen i år, og har netop vundet en fornem pris.

Dansk headset vinder pris

INVISIO Q7 er som sådan ikke et nyt produkt, og skulle også gerne så småt befinde sig på det danske marked på nuværende tidspunkt. Alligevel har det lille headset frembragt stor opmærksom på CES-messen.

– Vi er overvældede og meget stolte over den store opmærksomhed, som vores nye headset INVISIO Q7 har fået både fra medierne og forbrugerne under CES-messen, fortæller Lars Højgård Hansen, CEO i Nextlink.

Blandt det bedste

Det amerikanske tidsskrift LAPTOP Magazine har netop kåret headsettet som bedste stykke tilbehør til mobilen. Ligeledes er headsettet kåret som finalist i kategorien mobiltelefoner og smartphones af CNET. I finalen kom headsettet på en andenplads efter Motorolas nye musiktelefon, ROKR E8.

– Priserne og anerkendelsen, vi har fået fra LAPTOP Magazine og CNET, bliver kun givet til meget få produkter ud af de mange tusinde, der bliver fremvist på CES, så det er en stor ære at blive nomineret – og en endnu større ære at vinde, lyder det afsluttende fra Nextlinks øverste chef.