Dansk undersøgelse: Fitness-ure skader mere end de gavner
Eksperter er begyndt at fraråde hjertepatienter at bruge fitness-ure og smartwatch, der ifølge undersøgelser gør mere skade end gavn. Har man et fitnessur fra for eksempel Fitbit, er det ofte fordi, man vil have bedre overblik over sit helbred. I stedet ender mange med dårlig samvittighed og ængstelse, når de misser en tur i træningscenteret, ikke når dagens mål eller misforstår data.
Det viser en ny undersøgelse.
Se også: De bedste fitness trackere
Fitness-ure skader mere end de gavner
Blandt de almindelige misforståelser er kobling mellem høj puls og øget risiko for hjerteanfald og frygt for at mindre søvn end normalt kan påvirke sygdommen negativt. PhD ved Københavns Universitet, Tariq Osman Andersen, forklarer, at deres undersøgelse viser, at selv-målinger generelt er mere problematiske end gavnlige, når det kommer til patientens oplevelse.
“Patienter begynder at bruge informationen fra deres Fitbits, som de ville bruge en læge. Men de får ikke hjælp til at tolke urets data. Det gør dem unødvendigt urolige, eller de kommer frem til resultater, der er langt fra sandheden.”
Undersøgelsen er blevet offentliggjort i Journal of Medical Internet Research og har undersøgt 27 hjertepatienter, der brugte fitnessure til at måle søvn, hjertefrekvens og fysisk aktivitet.
Se også: Priser på fitness trackere
Kan motivere til mere træning, men skal bruges med læger
Selvom patienterne fik mere information om deres sygdom og blev mere motiverede til at træne i løbet af de seks måneder, de brugte urene, blev de også mere urolige og ængstelige.
Undersøgelsen skete i et samarbejde mellem Andersen og Københavns Universitet og helsefirmaet Vital Beats. Andersen siger videre: ”Problemet er, at du ikke kan bruge data direkte i forhold til en hjertesygdom, da uret er designet til sport og sundhed og ikke til at håndtere sygdomme.”
Forskerne konkluderede, at fitness-ure og deres medfølgende apps har fordele for hjertepatienter, men skal bruges sammen med professionelle i sundhedssektoren for ikke at få uønskede sideeffekter.
Se også: Nyheder om fitnesstracker og sundhed