Bank-apps opdateres med Swipp og nyt design
Bankernes EDB Central står for vedligeholdelsen af omkring 30 bank-apps i både App Store og Google Play. For nylig kom man med opdateringer til en række af disse apps, og især på Android-fronten er der sket en del.
Opdateringerne til Android byder nemlig på et nyt og frisk design, der gør at programmerne føles mere hjemme på platformen.
Android har en del retningslinjer for design af apps, og det er tydeligt, at man har gjort brug af disse. Der er stadig plads til diverse forbedringer, men de mange opdateringer må klart ses som en massiv forbedring.
Med opdateringerne kan man nu også bruge Swipp på sin telefon – det fungerer uanset om man har en Android-mobil eller en iPhone.
Swipp giver dig mulighed for at overføre penge med mobilen uden at huske på besværlige kontonumre – man skal blot have mobilnummeret på den person, man vil sende penge til. Løsningen minder meget om MobilePay, der blev introduceret af Danske Bank, men de to løsninger er ikke kompatible med hinanden.
Du kan finde opdateringen til din bank-app på enten App Store eller Google Play ved at søge på banknavnet. Herunder finder du en liste over de bank-apps, der er blevet opdateret:
AL-Bank, Andelskassen, DiBa, Faster Mobilbank, Fjordbank Mors, Frørup Andelskasse, Frøslev-Mollerup Sparekasse, GrønlandsBANKEN, Handelsbanken, Hvidbjerg Bank, Kongsted Sparekasse, Københavns Andelskasse, Lollands Bank, Lægernes Pensionsbank, Møns Bank, Sparekassen Sjælland, Søby-Skader-Halling Sparekasse, Totalbanken, Vestjysk Bank ogVordingborg Bank.