Danske Bank gør MobilePay gratis til januar 2016
Siden 7. maj har over 430.000 hentet MobilePay og overført 120 millioner kroner, oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse, hvor de samtidig fortæller, at de vil gøre MobilePay gratis at bruge frem til januar 2016 for den første million brugere.
Årsagen er, at Danske Bank vil være den bank, der laver de bedste digitale løsninger, forklarer de og at de kan være med til at udbrede tjenesten endnu mere.
Men efter januar 2016 vil Danske Bank så opkræve 10 øre per overførsel for alle, der ikke er kunde i Danske Bank. Kvittering for overførsel vil være gratis.
MobilePay vil fortsat være gratis for kunder i Danske Bank.
Danske Bank forklarer, at 55 procent af brugerne af MobilePay er kunder i andre banker.
”Det er vi naturligvis glade for. Det giver os en unik mulighed for at vise kunder i andre banker, hvilke digitale muligheder vi tilbyder vores kunder i Danske Bank”, lyder det i pressemeddelelsen.
Danske Bank oplyser ligeledes, at de arbejder på at få tre ting klar inden udgangen af 2013:
1. MobilePay til Windows Phone.
2.Split the bill: Gør det nemt at dele regningen, når du sidder på en café med vennerne.
3. Betaling i butikker.