Danske operatører: Lumia 920 efterspørgsel på niveau med Galaxy S III
Nokia har oplevet massiv interesse for deres nye topmodel Nokia Lumia 920 og de danske operatører melder også om rigtig stor interesse for den nye Windows Phone 8-telefon.
”Vi har oplevet en meget stor forhåndsinteresse for Lumia 920, og interessen er blevet yderligere forstærket af de gode anmeldelser. Når vi ser tilbage på 2012, er der ingen tvivl om, at Nokia Lumia 920, iPhone5 og Samsung Galaxy S III er de smartphones, vores kunder har set mest frem til i år, hvilket også kan aflæses i den forventningsfulde netdebat om Lumia 920. Vi har derfor store forventninger til salget af 920’eren til både privat- og erhvervskunder, og vi ser frem til, at salget skydes i gang i morgen,” siger Telenors indkøbschef Jess Agerbæk.
Telias kommunikationschef Mette Honoré fortæller, at efterspørgslen har været stor hos Telia, og presale-ordre-niveauet er næsten på højde med Samsung Galaxy S III.
”Så vi forventer os rigtig meget af Lumia 920”.
TDC forklarer, at det er for tidligt at sige noget om Lumia 920 endnu, når det kommer til salg, ”men der er ingen tvivl om, at vi mærker en stor efterspørgsel fra kunderne. Om en uges tid vil vi have et godt sammenligningsgrundlag”, fortæller kommunikationsrådgiver Camillia Sebelius.
Du kan læse stor test af Nokia Lumia 920 her.