Dansker bag det nye smartphone-eventyr Kazam – ”smarthpones for alle”
Danske Frank Jensen skal sørge for, at den nye smartphone-producent Kazam får fat i de danske og nordiske smartphone-brugere, og ambitionerne er ikke lave.
Målet for Kazam er at tilbyde smartphones for alle:
“Det er spændende at opbygge og lancere et ny mobil-brand i Europa og specielt i Norden. Hele Kazam-teamet er meget erfarne og entusiastiske omkring det mobile forretningsområde, og der er utvivlsomt en kæmpe mulighed i at indføre smartphones, som er tilgængelige for alle.”, siger Frank Jensen, COO og VP Nordics, Kazam.
Frank Jensens karriere spænder over mere end 25 år med stillinger i en række store, globale virksomheder i Europa. Senest var Frank Jensen Vice President, Eastern Europe for Brightpoint.
Frank Jensen vil blive støttet af Thomas Faber og Claus Pedersen til at fremme salget i hele det nordiske område.
Thomas Faber tiltræder Kazam som Business Development Director, Nordics og har over ti års erfaring med arbejde for Dangaard Telecom og Brightpoint & Atea.
Claus Pedersen slutter sig også til Kazam som salgschef for Norden. Han har tidligere arbejdet hos TDC og BenQ-Siemens, og har brugt de sidste seks år på at lede salgsteamet hos HTC i Danmark.
Kazam åbner lokale kontorer i alle virksomhedens vigtigste europæiske områder for at sikre lokalt engagement.
Kazam lancerer en række smartphones til september og Frank Jensen oplyser til mobil.nu, at det drejer sig om smartphones fra low-end til high-end.