Dansker bag mobilsensation: YotaPhone har skærm både foran og bagpå
Hvad ville du sige til en mobil, der har en skærm på både forsiden og bagsiden? Det er præcis hvad den russiske mobiloperatør Yota har tænkt sig at lancere næste år. Telefonen kaldes for YotaPhone, men det vides endnu ikke om dette bliver det endelige navn.
Begge skærme er 4,3-tommer store, og skærmen på forsiden er en LCD-skærm med 1280 x 720 pixels. På bagsiden finder man en monokrom såkaldt e-ink skærm. Dette er sandsynligvis for at spare på batteriet. Med skærmen på bagsiden vil man f.eks. kunne udføre simple opgaver, som at læse sin indkøbsliste, tjekke e-mails, læse en bog eller et magasin.
Telefonen sørger også for at holde vigtigt indhold synligt uden at dræne batteriet. Boarding tickets, kort, billetter og anden vigtig information bliver vist, selv hvis batteriet er fladt.
LÆS OGSÅ: Huawei går skærmamok med 6,1 tommer
Qualcomm Snapdragon S4-processoren har to processorkerner, og understøtter desuden LTE. Der er 2 GB RAM indbygget, og styresystemet bliver Android 4.2 Jelly Bean. Der skal desuden være mindst 32 GB lagerplads og et 12-megapixelkamera.
YotaPhone kommer på det russiske marked via operatøren Yota i tredje kvartal 2013 til en ukendt pris. Det interessante er dog, at producenten også er i kontakt med en række udenlandske operatører om en potentiel salgsstart i fjerde kvartal 2013. Det kan altså betyde, at vi kan få modellen at se herhjemme i Danmark eller i et af vores nabolande.
Manden bag virksomheden er Vlad Martynov, tidligere CEO for danske Columbus IT samt den danske iværksætter Lau Geckler, som har arbejdet med Martynov i en række IT-virksomheder over de sidste ti år i Rusland.
”Det er første gang brugere får muligheden for at personalisere den information, de vil have på deres telefon på en ubesværet måde,” udtaler Yota Devices CEO Vlad Martynov. ”Du fortæller blot din YotaPhone, hvilke informationer du vil have, og hvornår du vil have dem. På den måde bliver telefonen din personlige assistent, der minder dig om de ting, der er vigtige for dig.”
”I dag, når du vil tjekke din e-mail, kalender eller sociale medier, er du nødt til at tage din telefon frem, tænde den og åbne en applikation. Først derefter kan du modtage den information, du søger. Med YotaPhone ville alle disse informationer dukke op automatisk på electronic paper-displayet uden besvær og afbrydelser og i realtid”, forklarer Martynov.
Yota Devices har arbejdet på YotaPhone i mere end to år. Den første model blev fremvist for den tidligere russiske præsident Dmitry Medvedev i september 2010 ved et møde om landets moderniseringsprogram. Yota Devices har indgivet en række patenter, ophavsretsaftaler og designrettigheder i forbindelse med YotaPhone.
YotaPhone vil være tilgængelig over hele verden i løbet af andet halvår af 2013. Telefonen er en multi-band LTE-smartphone, der er funktionel over hele kloden. Ved årets Mobile World Conference i Barcelona fra den 25. til den 28. februar 2013 vil nye detaljer om YotaPhone blive afsløret. Telefonen vil være tilgængelig i Danmark i løbet af fjerde kvartal af 2013.
Du kan se en videodemonstration af telefonen i videoen herunder.