Danskerne er vilde med internet på mobilen
De seneste tal fra IT- og Telestyrelsen dækker over andet halvår af 2010, og sammenlignet med første halvår er der sket en masse i denne periode.
De såkaldte dataabonnementer er blevet ganske populære blandt danskerne, og en 8 procent stigning har resulteret i at der fandtes 799.000 af denne slags abonnementer i andet halvår af 2010. Datatrafikken fra disse abonnementer steg med 23 procent – fra 6.012 millioner MB til 7.375 millioner MB (7,37 petabyte data, red.).
Interessen for mobildata var også stigende for kunder med almindelige mobilabonnementer. Her steg antallet af abonnementer til mobiltelefoner, der har været anvendt til datatrafik, med næsten 400.000 til 2.642.000 abonnementer. Datatrafikken for denne type abonnementer steg med 86 procent fra 615 millioner MB til 1.141 millioner MB.
Det gennemsnitlige forbrug af data for kunder med dataabonnementer i løbet af andet halvår var på 9 GB, mens standardabonnementerne havde et gennemsnit på 0,4 GB i det halve år. Altså er det gennemsnitlige forbrug 21 gange højere med et dataabonnement.
Samlet set findes der 6,9 millioner mobilabonnementer med tale i Danmark – det svarer til 139 mobilabonnementer per 100 indbyggere i landet.