Danskerne må stadig vente på iPad

På fredag bliver iPad lanceret i endnu ni lande. Danmark er desværre ikke blandt disse lande.

Danskerne må stadig vente på iPad

Der er efterhånden snart gået fire måneder siden lanceringen af tavlecomputeren iPad i USA, og selvom den i dag kan købes i flere lande rundt omkring i verden – herunder også vores naboland Tyskland – så kan den stadig ikke fås i Danmark.

Den 28. maj blev iPad sendt på markedet i Tyskland og otte andre lande, og på fredag den 23. juli følger så en ny international lancering i ni andre lande. Det er Belgien, Holland, Hong Kong, Irland, Luxembourg, Mexico, New Zealand, Singapore og Østrig.

Men Danmark er altså igen ikke med på listen, og der er ikke nogen dato for, hvornår den kommer i de danske butikker.

Venter i uvished

Apple fortæller kun i sin pressemeddelelse, at iPad bliver lanceret i mange flere lande senere i år, og at man vil annoncere de nøjagtige lanceringsdatoer og priser på et senere tidspunkt.

Den 22. juni kunne Apple fortælle at man nu har solgt mere end tre millioner eksemplarer af iPad.