Dårligere skærm efter HTC-opdatering til WP7
HTC lader til at have skruet gevaldigt ned for skærmen i sine WP7-modeller efter de seneste opdateringer. Hvor skærmenes farvedybde førhen lå på 24-bit, lader det nu til at være ændret til 16-bit farver. Det skriver WM Power User.
Dette skaber et enormt problem, når man viser billeder med mange detaljer, da skærmen ganske enkelt ikke kan vise alle de nuancer og farveovergange, den skal. Oftest vil man opleve såkaldt ‘banding’, hvor man tydeligt kan se forskel i farverne ved en overgang.
Det skal slutteligt siges, at vi endnu ikke kan bekræfte om det er HTC’s skyld eller om Microsoft, der har trådt i spinaten. Enkelte brugere fortæller nemlig at de har oplevet samme problem lige siden den allerførste WP7-opdatering ramte markedet.
Hvis du ligeledes har oplevet lignende problemer med din WP7-mobil, må du meget gerne dele historien i kommentarerne herunder.