De danske mobil-millionærer

Det er ikke kun Carlos Slim, der har fået en velpolstret pengetank takket være et stort mobileventyr. Også en række danskere har scoret kassen gennem mobilen.

De danske mobil-millionærer

Jacob Aisen – Unwire

Jacob Aisen er iværksætteren bag det danske firma Unwire, som leverer platforme til kommunikation mellem indholdsudbydere og mobilkunder. Det er for eksempel Unwire, som leverer den platform, der håndterer de tusindvis af sms-stemmer, som bliver sendt til tv-programmet Vild Med Dans på TV2.

Hovedparten af Unwires aktier blev solgt til LD Equity i 2007, hvorved Jacob Aisen tjente godt 100 millioner kroner. I dag ejer han omkring 3 procent af aktierne.

Herudover står han bag selskaberne Future Wireless og Pertura, som begge er selskaber inden for computersoftwarebranchen. Aisen har en bachelorgrad fra Danmarks Tekniske Universitet.