De frie mobiltelefoner
Sverige er et stort land, hvor mobildækningen ikke altid er lige pålidelig, da der ofte kan være langt mellem mobilmasterne. Men svenske Terranets nye teknologi gør det nemmere at få dækning, selv hvis der ingen mobilmast er.
Man vil kunne ringe til mobiltelefoner i nærheden uden at samtalen går via mobilmasterne. Det gør, at man faktisk kan ringe gratis, og hver mobil har en rækkevidde på en kilometer.
Mobilerne danner et mobilnet imellem sig, så opkald og beskeder kan hoppe fra mobil til mobil. På den måde vil man have dækning, hvis der er nok mobilbrugere imellem afsenderen og mobilmasten. Både beskeder og opkald vil kunne fungere, mens datatrafik er for tungt til at teknologien kan bære det.
Teknologien er mest interessant i udviklingslandene, hvor der næsten ingen mobilmaster er. Desuden kunne det også bruges i ulykkesområder. Og Terranets stifter, Anders Carlius ser gerne at teknologien bliver lige så almindeligt som Bluetooth inden for fem-seks år, og vil selv arbejde på en decideret terminal, der vil kunne klare det.