De korte tv-nyheder hitter på mobilen

Det danske mobil-tv er ved at være et halvt år gammelt, hvor TDC blandt andet har stået i spidsen for udbudet. Nye tal viser at det er de korte nyhedsindslag, der gør forskellen på mobilen.

De korte tv-nyheder hitter på mobilen

For knapt et halvt år siden lancerede TDC deres mobile-tv via deres Fly-portal, og gjorde det derved mere normalt at se tv på mobiltelefonen. Inden for det halve år har visse aktuelle episoder været med til at styrke mobil-tv’s position hos de danske brugere.

Bjarne Riis’ doping-erkendelser og rydningen af Ungdomshuset har været to særskilte episoder, der har fået danskernes øjne op for mulighederne med mobil-tv. Bare pressemødet med den pressede ørn fra Herning gav næsten en fordobling i seertalene på de kanaler, der viste nyheden. TDC har samtidig haft tid til at lave en statistik over brugen af tv på mobilen. Blandt andet viser statistikken, at hver unikke bruger ser 9-10 minutters mobil-tv hver dag, og de bruger tv-funktionen 2,7 gang pr. dag.

– Efter det første halve år med tv på mobilen er vi overordnet set meget tilfredse. Det er stadig i en startfase, hvor vi gør os erfaringer med mediet. De erfaringer bruger vi blandt andet til at forbedre brugeroplevelsen og sikre, at det er det rigtige indhold, vi tilbyder," siger TDC Mobils vicedirektør, Anders B. Christjansen.

Det er gået så tilfredsstillende, at TDC nu også åbner op for to nye kanaler i form af den nyligt lancerede web-kanal DR Update og musikkanalen MTV Shorts, der begge gør sig i korte tv-indslag.

Gennem TDC koster mobil-tv 29 kroner for en dag, 49 kroner for en uge og 75 kroner for en måned.