De lange næsers klub
Egentlig burde jeg også være medlem. Altså af “de lange næsers klub”. For jeg havde også set frem til uge 10. Ugen hvor min T68 skulle opdateres med alt det nye software. Ikke kun MMS, som jo ikke virker i nettet endnu, men også billedprogrammet, der gør det muligt at gemme flere billeder i telefonen.
Men uge 10 kom og gik samtidig med at sony Ericsson præsenterede deres T68i, der kommer på markedet i næste uge. I stedet for at få softwaren opdateret i uge 10, må både jeg og de mange andre brugere af Ericsson T68 vente i endnu fem uger. Mindst. For selv om Sony Ericsson siger uge 16, kan den tidsplan skride igen.
Det er tankevækkende, når man tænker på at Ericsson T68 netop blev markedsført som verdens første MMS-telefon og at vi ville kunne få vores T68 opdateret – ganske gratis. Det kommer ganske givet ikke til at koste noget, men verdens første MMS-telefon, det bliver det ikke.
Imens vi venter, kan vi glæde os over – alle os der har en Ericsson T68 – at vi i det mindste har en. Efter hvad Mobil erfarer, står flere tusinde mennesker i kø for at købe en T68. Det kommer de til i næste uge, men det bliver altså en T68i.
Rigtig god weekend!
Brian Dixen
Chefredaktør