Derfor bliver 4G fedt for dig
I går kunne Mobil og Mobils søstermagasin bringe flere nyheder om, at operatørerne herhjemme snart kan trykke på knappen, der skal give os 4G eller LTE (Long Term Evolution), som det også kaldes.
4G er næste generation af mobilt internet, hvor 3G er den nuværende. Med 4G får vi helt uhørte hastigheder, som i den grad vil ændre vores weboplevelse, hvad enten det er på mobilen eller computeren. Det mener Bernd Reul, underdirektør i TDC Net i hvert fald. Han forklarer, at det umiddelbart giver 3 fordele: Hurtigere hastighed til down- og upload samt lavere "delay" (d.v.s. forsinkelsen mellem at sende datapakker og modtage svaret).
Og det er med til at højne vores weboplevelse, forklarer Bernd Reul:
”Når vi surfer kommer det til at gå markant hurtigere, men primært vil der være lavere delay. Websites består af en række elementer, der skal hentes og det skaber delay. Med 4G vil det gå langt hurtigere både på mobil, computer og tablet”, lover Bernd Reul.
Når vi streamer video, tv og musik vil vi også få en langt bedre oplevelse med 4G:
Gaming vil også få et markant løft med 4G og det skyldes især, at delay vil være langt lavere:
”Så når man at skyde den anden, inden man selv bliver skudt”, forklarer Bernd Reul og det lyder jo ikke så tosset.
Derudover vil hele upload-delen også bliver langt større end nu, hvor vi primært bruger det mobile bredbånd til at downloade.
”Indholdsdeling vil vinde meget mere indpas og vi vil streame meget mere indhold live til websites eller til tv. Tv-reportere vil kunne streame live i HD-kvalitet, og vi vil komme til at se en helt ny upload-kategori, som vi ikke kender i dag”, forklarer Bernd Reul.
Han fortæller, at vi generelt vil komme til at opleve upload-hastigheder på mellem 5-15 Mbit/s.
Cloud-tjenester vil også få en stort boost med 4G. I stedet for at afvikle programmer på mobilen, bliver de afviklet via Skyen.
”Alt kommer til at ligge online på Skyen i stedet for at være på vores mobil, tablet eller computer. Det betyder, at vi blandt andet vil kunne afvikle programmer på mobilen, som mobilen i princippet ikke har processorkraft til. Vi kommer til at kunne afvikle meget komplekse ting, for eksempel de vildeste 3D-spil, forklarer Bernd Reul.
Ud over den lave delay har LTE også nogle nye features som har den positive effekt, at det bliver lettere for os altid at være online med apps uden at mobilterminalen bruger for meget strøm på det.
Foto: Uffe Weng