Derfor er Galaxy S II’s Super AMOLED Plus-skærm bedre

En af Samsung Galaxy S II's store forcer er dens fremragende Super AMOLED Plus-skærm. Her kan du se hvorfor, den er bedre end forgængerens skærm.

Derfor er Galaxy S II’s Super AMOLED Plus-skærm bedre

Samsung havde i Super AMOLED-skærmen i blandt andet Galaxy S en af de absolut bedste skærme på mobilmarkedet, men der var dog særligt én ting, som kunne forbedres. Og det er den så blevet nu.

Kun to farver i hver pixel

I de fleste skærme består hver pixel af de tre farver rød, grøn og blå, men i den oprindelige Super AMOLED-skærm fra Samsung blev et såkaldt PenTile-arrangement brugt, således at hver pixel kun bestod af to farver, der på skift var rød og grøn eller blå og grøn. Det gav i realiteten en lidt ringere opløsning, og ved ting som for eksempel skrifttyper, hvor hver enkelt underfarve i hver pixel til tider bliver brugt for at give mere jævne overgange, kunne det godt ses.

Mikroskopbilleder viser forskellen
Dette har Samsung imidlertid rettet op på i den nye Super AMOLED Plus-skærm i Galaxy S II, og det viser en ny video fra Engadget, hvor man kan se mikroskopbilleder af både den gamle og den nye Samsung-skærm.

Videoen kan ses på linket herunder, hvor man skal spole ind til 1:40 minutter i videoen for at se mikroskopbilleder af begge skærme.

Kilde: Engadget