Derfor er Nokias nye Symbian-browser bedre

Den helt nye version af Symbian kaldet Anna, som man finder i de to nye modeller X7 og E6, har fået en væsentligt forbedret internetbrowser. Her kan du se hvordan Nokia har forbedret den.

Derfor er Nokias nye Symbian-browser bedre

Nokia har de seneste år fået en del kritik for både brugerfladen og internetbrowseren i deres touch-mobiler. Begge ting har de arbejdet kraftigt på at forbedre med den helt nye version af Symbian, der går under tilnavnet Anna, og de har nu på deres officielle blog lavet gennemgang af, hvordan de har forbedret internetbrowseren, der nu er nået til version nummer 7.3.

Mere plads

De mange store og lidt klodsede knapper i bunden af skærmen i internetbrowseren er blevet droppet og erstattet af en lille tilbage-knap i venstre hjørne og en lille knap, der kalder flere funktioner op, i højre side. Det har givet noget mere plads til selve hjemmesiden på skærmen på trods af, at Nokia samtidig har tilføjet en adressebar øverst på skærmen. Det kan ses på billedet øverst i denne artikel, hvor den nye internetbrowser er til højre.

Bedre tastatur
Der er også endelig blevet tilføjet et fuldt qwerty-tastastur i portrætvisning og i såkaldt split-skærms-modus, således at man stadig kan se selve internetbroweren i baggrunden, mens man indtaster en ny webadresse. Det gør det noget hurtigere og nemmere at indtaste nye adresser.

Man kan nu også holde fingeren nede på et link, hvorefter en lille menu vil komme frem, hvor man kan vælge om man vil kopiere linkets adresse eller åbne linket i et nyt vindue.

Hurtigere
Endelig har Nokia også forbedret indmaden i internetbrowseren, således at JavaScript nu afvikles 30 procent hurtigere, ligesom der også er forbedret understøttelse af HTML5. Den nye browser scorer således 111 ud af 400 i en standard HTML5-test, mens den gamle browser blot scorede 29.

En ting, som dog tilsyneladende stadig mangler, er bedre tekstombrydning. Vores korte kig på Nokia X7, der har den nye browser, viste i hvert fald ikke store fremskidt på dette punkt.

Kilde: Nokia Conversations