Derfor er TDC, Telia, 3 og Telenors fælles betalingsvision urealistisk
Analytiker: Mobilbranchen har ekstremt urealistiske forventninger
Men hvad er så meningen med det nye selskab? Er det en måde for operatørerne til at tjene penge på et hårdt presset mobilmarked?
Det har teleanalytiker John Strand svært ved at se vil ske:
”Jeg mener, at de gør, som operatører gør i et hav af lande. Derfra og til at det kan gå hen og blive en fed forretning, det tvivler jeg på. Det er svært at se, hvordan de skal kunne tjene mange penge på den basisforretning,” lyder det fra John Strand fra Strand Consult.
Strand Consult, som undersøger og forsøger at forudsige mobile tendenser verden over, kalder i en rapport om netop NFC og operatørernes rolle som mobilbank folks og branchens forventninger til dette for ekstremt urealistiske.
De forskellige spillere i den mobile værdikæde har lille eller ingen indsigt i de firmaer, der beskæftiger sig med kortbetaling og betalingssektoren, hedder det i en rapport fra Strand Consult fra 2011, som John Strand stadig henviser til.
Hvem skal betale?
Operatører verden over drømmer om at skabe en ny position på betalingsmarkedet ved at kombinere NFC og sim-kort for på den måde at sikre sig en del af den omsætning, som betalingskort genererer i dag, lyder det ifølge Strand Consult. I rapporten afvises det, at operatørerne kan gøre et i forvejen omkostningseffektivt betalingsmiddel endnu mere omkostningseffektivt, eller at operatørerne på nogen måde kan tilføje mere værdi i betalingskæden ved at kombinere NFC og sim-kort.
Store firmaer som bankerne, Visa og MasterCard sidder i dag tungt på markedet og vil ganske enkelt have svært ved at se fordele i at flytte betalingskortet over i mobilen. De vil dermed skulle dele lagkagen med endnu et led uden rigtig at kunne se, hvad operatørerne egentlig tilføjer af ekstra værdi. Den samme holdning vil butikkerne have, lyder det i rapporten.
Og selvom man flytter betalingskortet over i mobilen, vil der gå rigtig lang tid, inden betalingskortet bliver overflødigt. Strand Consult indikerer endda, at NFC-betaling via mobilen af sikkerhedsgrunde mest vil blive brugt til mindre betalinger med en grænse på under 400 kroner. Er det tilfældet, så skal man altså stadig have betalingskortet med sig.
Det bliver med andre ord ikke mere praktisk med kombinationen NFC og sim-kort til betaling, hvis det scenarie står til troende. Skal kunderne samtidig betale ekstra for at få betalingsmulighed med mobilen, er det også utænkeligt, at kunderne vil synes om den idé på bekostning af plastikkortet.
”Det, der er det store spørgsmål, er, hvem der skal betale. Er det slutkunderne, bankerne, detailhandlen eller operatørerne?” forklarer John Strand.
Operatørerne villige til at betale bankerne
Strand Consult tror derfor på, at operatørerne faktisk vil være meget interesserede i at betale firmaer som Visa og MasterCard for at få dem til at lægge deres kreditkort ind i mobiltelefonerne. Operatørerne bruger nemlig store summer på den såkaldte churn. Det er kort fortalt de omkostninger, som operatørerne har på troløse kunder, der ofte skifter operatør for at få det billigst mulige abonnement.
Kan operatørerne reducere de omkostninger ved at tilbyde mobilbetaling og dermed gøre det mindre attraktivt for kunderne at shoppe fra operatør til operatør, så tror man i Strand Consult, at operatørerne vil gå så langt som til ligefrem at betale banker og kreditkortfirmaer for, at man kan bruge mobilen som betalingsmiddel.
”Det er svært at gøre op, hvor mange penge operatørerne bruger på churn, men vi taler om et milliardbeløb. Fakta er, at operatørerne ikke vokser, de køber og mister kunder, og de bliver ikke større. Hvis de kan få churn ned med disse løsninger ved at gøre det sværere at skifte mobiloperatør, er der mange penge at spare,” siger John Strand.
Alle kan være med – vil ikke sætte hegn op
Peter Bredgaard afviser blankt, at TDC, Telia, 3 og Telenor har oprettet selskabet for at gøre det sværere for mobilkunderne at skifte selskab:
”Det gode ved det er, at man kan bruge det uanset operatør. Vi vil ikke sætte hegn op omkring tjenesten, alle operatører kan være med,” understreger Peter Bredgaard.
Skifter man operatør, så kan man tage sin mobile betalingskonto med over til den nye operatør uden at skulle foretage ændringer på kontoen. Han påpeger, at det ikke kun er kunderne hos TDC, Telia, 3 og Telenor, der kan benytte sig af den nye betalingsmulighed med mobilen. Kunder hos selskaber som Telmore, CBB, Oister, Call me og så videre kan også benytte sig af den, hvis det enkelte selskab vil være med.
”Alle mobilselskaber kan være med,” understreger Peter Bredgaard.
Direktøren afviser også, at det nye selskab ikke vil kunne tjene penge, eller at de vil betale Visa, MasterCard og bankerne for at få lov til at lege med:
”Vi gør det, fordi vi tror, der er en lønsom forretningsmodel i det. Forbrugerne vil kunne foretage betalinger uden at have deres pung med, det kunne være til parkering eller busbilletter. Det, at vi kan tilbyde noget, som kunderne værdsætter, er vigtigt.
Det handler om bekvemmelighed. Forretningsmodellen er, at vi tilbyder tjenester, som detailhandlen synes er pengene værd. Det koster også butikkerne at håndtere kontanter, udenlandske kort tillægges gebyrer, og også netbutikker lægger gebyr på ved betaling med dankort.
Det nye selskab er en forretning, der skal hvile i sig selv og tjene penge uden subsidier fra operatørerne,” forklarer Peter Bredgaard, der understreger, at man ikke vil betale nogen for at være med:
”Det er et åbent betalingssystem til for eksempel dankort, Visa og MasterCard. Vi tror ikke, det bliver nødvendigt at betale nogen for at være med,” vurderer Peter Bredgaard, men forklarer samtidig, at dankortet selvfølgelig vil være godt at få med.
”Visionen er at gøre plastikkortet overflødigt,” lyder det fra den nyslåede direktør.
Læs artikel: Gammel mobilkending kan være på vej tilbage til Danmark med fede produkter
Mere om stoffet
Redaktionen har fulgt sagen og her er den seneste opdatering. Redaktionen gik et skridt videre. 18/12/2012 fulgte vi op med artiklen om Netflix afslører: TDC, Telia, 3 og Telenors mobile bredbånd skraber bunden – Den videre fortælling finde om emnet finder du her. Vi har fastholdt interessen for emnet. Læs de sidste nyheder om Telia..