Derfor vil Windows Phone være større end iPhone om tre år

Microsofts nye mobile strategi vil sikre, at Windows Phone bliver mere udbredt end iPhone inden for tre år, mener analytiker.

Derfor vil Windows Phone være større end iPhone om tre år

Vi hører fra tid til anden, at Apple ikke længere vil kunne holde momentum og snart bliver overhalet af både dit og dat. Apple er i dag et af verdens mest værdifulde firmaer og det er klart, at det vil det ikke altid blive ved med at være. Spørgsmålet er så bare, hvornår det sker.

En analytiker fra Forbes Mark Fidelman, har sit bud på, hvornår iOS, Apples styresystem til iPhone, iPad og iPod, ikke længere vil være det andet største i verden. Om tre år vil Windows Phone nemlig have overtaget pladsen som verdens andenstørste styresystem til smartphones – Android vil stadig være størst.

For det første hæfter Fidelman sig ved, at Windows Phone er det hurtigst voksende styresystem lige nu med 156 procent på et år. Her er det dog værd at hæfte sig ved, at det er nogle helt andre salgstal, som Apple kan fremvise. Apple solgte for eksempel 33,8 millioner iOS-enheder i 3. kvartal 2013, mens Microsoft solgte 9,5 millioner Windows Phones. I den forbindelse er det også værd at nævne, at man har ventet på de nye iPhones skulle komme i 4. kvartal og salgstallene for 4. kvartal 2013 ventes at være betydeligt højere for Apple.

Fidelman peger dog også på andre ting, for eksempel Microsofts strategi med at integrere Windows Phone på kryds og tværs af software-programmer og hardware. Det er ganske enkelt blevet lettere for udviklere at lave apps til flere forskellige Microsoft-produkter på én gang.

Også Microsofts fokus på at omfavne business-segmentet i langt højere grad vil medføre, at mange vil foretrække at bruge Windows Phone privat.

Endelig har Microsoft nu også fået grønt lys til at overtage Nokia og når Microsoft kan styre alt lige fra hardware til software, så kan de udvikle en samlet pakke til forholdsvis lav pris, som mange vil have svært ed at sige nej tak til, lyder fra det Fidelman.