Det første billede af Samsungs Android-mobil er lækket
Det er efterhånden længe siden, at Samsung meldte ud, at de arbejdede på at lave en smartphone med Googles mobile styresystem Android. Vi har dog ikke vidst noget konkret om deres første model med Android – indtil nu.
Sitet GSM Helpdesk har nemlig nu fået fat i det første slørede billede og de første detaljer om den kommende Android-mobil fra Samsung. Som det måske kan ses ud fra billedet, er der tale om en model med en stor trykfølsom skærm, der gør brug af kapacitiv teknologi, som vi også kender det fra blandt andet iPhone og HTC’s Android-mobiler. Turbo-3G skulle også være at finde i modellen, mens vi kan forvente, at kameraet bliver på 3,2 eller 5 megapixel. Desuden skulle der også være en stor intern hukommelse, mens alle de sædvanlige ting som fuld e-mail-understøttelse, internetbrowsing og Google-programmer som Google Maps og Gmail naturligvis også er indbygget.
Det vides ikke, hvornår den nye model kommer på markedet, eller hvad prisen bliver, men den skulle dog snart blive officielt præsenteret af Samsung.
Kilde: GSM Helpdesk