Det kommer iPhonen til at koste – måske
På talerstolen mandag aften fortalte Apple-boss Steve Jobs, at den nye iPhone kommer til at koste cirka 1000 kroner, når den bliver sat til salg den 11. juli. Men selv de mest optimistiske danskere ved godt, at så lidt kommer man næppe til at nøjes med at betale.
Som alle andre selskaber vil Telia være nødsaget til at binde sine kunder til et fastabonnement for at tjene penge på telefonen.
Men to dage efter offentliggørelsen har Telia stadig ikke en pris klar. Til gengæld har selskabet netop gjort det muligt at tilmelde sig et nyhedsbrev, så man kan registrere sin interesse.
Telias danske presseafdeling må efter aftale med Apple ikke sige en lyd. Derfor er den eneste kommentar fra Telia beskeden fra direktør Jesper Brøckner i dagens pressemeddelelse:
– Efter Telia offentliggjorde aftalen med Apple, er vi blevet mødt med rigtigt mange nysgerrige spørgsmål fra danskerne. Det har vi taget til os, og derfor lancerer vi i dag en dedikeret hjemme-side til iPhone 3G, hvor vi samler al information om den nye mobil, GPS og iPod fra Apple, siger Jesper Brøckner, adm. direktør i Telia.
I mellemtiden har engelske O2 gået lidt længere og fastsat nogle af sine priser i Storbritannien. Den mindste 8GB iPhone kan købes for et beløb, der svarer til cirka 1.000 kroner. Den store model med 16 GB koster 1.500 kroner. I begge tilfælde skal man dog binde sig til et månedligt abonnement på enten 280 eller 320 kroner i 18 måneder.
De to forskellige priser afhænger af, hvor mange gratis minutters taletid og sms man vil have med. Begge abonnementer har fri datatrafik.
En anden mulighed er at få telefonen gratis. Så skal man til gengæld betale 425 eller 700 kroner om måneden i 18 måneder.
Se hele prismodellen her.
Det er ikke muligt at lave en direkte sammenligning med de engelske priser, da bindingsloftet kun er seks måneder i Danmark. Men priserne giver en indikation af, hvor vi kan forvente, at prisen kommer til at havne – mens vi venter på Telia.
O2 varsler også en mulighed for at købe telefonen uden abonnement, men denne mulighed har endnu ikke fået en pris.
O2 har desuden to abonnementstyper til virksomheder, der køber henholdsvis over eller under 200 telefoner.