Det koster iPhone 4S hos 3
Modsat tidligere iPhone-lanceringer, så er det ikke længere kun et enkelt teleselskab forundt at sælge iPhones, når der kommer nye modeller. Fra fredag er det muligt at få fingrene iPhone 4S i Danmark, og 3 har som de første allerede meldt ud, hvad det kommer til at koste de nye ejere.
I den billige ende kan man slippe med 899 kroner for 16 GB-udgaven af iPhone 4S. 1.599 kroner er prisen for 32 GB-udgaven og 64 GB-udgaven koster 2.399 kroner, hvis du møder op i butikken og vil have telefonen med hjem.
Udover den pris, som man skal betale kontant, så er iPhone 4S bundet til abonnementet 3Max, der inkluderer seks timers fri tale(derudover 69 øre pr. minut), ubegrænset sms/mms, 10 GB data og to ekstra simkort.
Dermed kommer priserne for et halvt år, som er den tid, man er bundet til abonnementet til at ligge på 5.342 kroner for 16 GB, 6.042 kroner for 32 GB og 6.842 kroner for 64 GB-udgaven.
“Vi har oplevet meget stor interesse for den nye iPhone 4S i Danmark, og vi glæder os til at kunne tilbyde den til danskerne. Analyseinstituttet Mindshare/Norstat foretog for ganske nylig en uvildig undersøgelse af, hvor danskerne vil købe deres næste iPhone. Og den viser, at hele 30% af de adspurgte ønsker at købe den hos 3, så vi har store forventninger til den nye iPhone 4S, der er et godt match til vores prisvindende netværk,” siger Mikkel Torsting, Vice President, Consumer Market, 3 Danmark, i en pressemeddelelse.
3 planlægger at lave det de selv kalder for ”Danmarks fedeste og mest luksuriøse kø” foran 3Huset på Vimmelskaftet 35 i København, hvor der vil blive kræset lidt for de fremmødte.Man slår dørene op for iPhone 4S-salget kl. 00:01 natten til den 28. oktober, og der er lagt 200 telefoner til side til brugerne, der vælger at bruge torsdag aften i en kold kø.
Udover tilbuddene på 4S, så er 3 også klar med en kampagne på iPhone 4 i 16 GB-udgaven, som man kan købe til én krone, og set over seks måneder kommer den til at stå kunderne i minimum 4.444 kroner.