Dette billede er taget med mobilen

Sony Ericsson kommer snart med en noget anderledes reklamekampagne. De har nemlig valgt at fotografere en produktreklame af mobiltelefonen C905 med ... mobiltelefonen C905.

Dette billede er taget med mobilen

Vi har alle dage tvivlet på mobilkameraets evner. For de små kameraer er, på trods af stødt stigende antal megapixels, ofte en ringe erstatning for et kompaktkamera. Men Sony Ericsson mener at kameraet i C905 er så godt, at de ligeså godt kan bruge det til at fotografere en hel reklamekampagne med. En anderledes og fiks måde at lave reklame på.

Reklamebillederne, som er fotograferet med C905 og som har C905 som model, bliver bragt i den engelske version af FHM. Men inden du falder i svime over det flotte billede, som du kan se i fuld størrelse ved at klikke på billedet til højre, så skal du lige huske på, at der til denne reklame er blevet brugt professionelle reklamefotografer, stylister, lyssætning og modeller. Så dit hjemmefoto af mormor med en brødrister i skødet bliver nok ikke ligeså lækkert.