Digitale bøger som du aldrig har set dem før
At bøger før eller senere bliver digitale, er næppe en kontroversiel påstand. Det er de fleste enige om – og det sker da også allerede nu.
Men når det kommer til spørgsmålet om, hvordan det rent praktisk skal gå til, er der om ikke total forvirring, så i hvert fald meget spredte teorier inden for bog- og forlagsbranchen.
Det, man først kaldte e-bøger, var og er pdf-versioner af trykte bøger, der læses på computeren. Så har vi e-bogs-læsere som Kindle, Nook og andre, der tilbyder en metode til at læse og købe e-bøger af omtrent samme type som pdf-versionerne.
Og da Apple lancerede iPad, var det med et tydeligt fokus på bøger og blade med Steve Jobs i en lænestol på scenen, mens han bladrede i iBooks-appen.
Fælles for disse er, at de alle forsøger at efterligne oplevelsen af at læse en trykt bog (i Apples tilfælde i en sådan grad, at man har arbejdet hårdt på animeret bladring, der skal se så autentisk ud som muligt, noget, de i og for sig næppe er alene om). Det er kun distributionen, der er blevet forbedret.
Selve læseoplevelsen er i mange tilfælde rent ud sagt dårligere end på papir. Typografien er forenklet, billeder dårligt gengivet, og læsningen kræver apparater, der er sarte og kan løbe tør for batteri.