Digitale bøger som du aldrig har set dem før
Børnebog med oplæsning
Men samtidig er der en bevægelse, der ser mulighederne for digitale bøger som noget andet. Noget, der tager publikation af bøger og fortælling til nye højder. Nogle af disse personer findes hos design- og brugerfladefirmaet Ustwo i London.
Til hverdag arbejder Ustwo med brugerflader, app-udvikling og design for store internationale kunder. Men ved siden af de almindelige opgaver udforsker en gruppe inden for virksomheden egne projekter inden for digitale bøger og spil.
Ud af dette arbejde kom succes-appen Nursery Rhymes with Storytime, en håndskrevet børnebog med højtlæsningsfunktion, der gør det muligt at læse for andre via nettet.
Takket være højtlæsningsfunktionen Storytime og det gedigne håndværk bag har appen fået meget opmærksomhed i medierne og er blevet markedsført af Apple i både den amerikanske og britiske App Store.
”Nursery Rhymes kom ud af en nysgerrighed. Vi ville lære at forstå, hvordan det her område virker. Og vi ville være med fra begyndelsen”, fortæller Jonas Lennermo, der er ansvarlig for projektet med digitale bøger hos Ustwo.
”Der er ikke noget marked lige nu”
Nursery Rhymes fungerede blandt andet for Ustwo som temperaturmåling af markedet for bog-apps i Apples App Store. Jonas Lennarmo sammenfatter erfaringerne således: ”Der er ikke noget marked lige nu”.
Ser man på salgstallene for Nursery Rhymes, der er en bog-app, der har fået meget opmærksomhed og længe har ligget som en af de bedst sælgende apps i kategorien ”Bøger” på App Store, så er de stadig ret små, mener han. Konklusionen er, at markedet for digitale billedbøger på App Store er meget lille og uudviklet – endnu. Men det er ikke noget, der stopper Jonas Lennermo og kollegaerne.
”Om et år vil det se helt anderledes ud. Vi har et langsigtet perspektiv på det her”, siger Jonas Lennermo.