Din iPhone er lavet af børnearbejdere
Den kinesiske fabrik Foxconn, som blandt andet producerer iPhone og iPad, har gennem det seneste års tid fået en del kritik for medarbejdernes arbejdsforhold – eller mangel på samme.
Senest er det nu kommet frem, at Foxconn har brugt børn helt ned til 14 års alderen på deres fabrikker. Det er sket på trods af, at man i Kina skal være fyldt 16 for at måtte arbejde.
Det er den kinesiske organisation ”China Labor Watch,” som har opdaget de mindreårige medarbejdere på en fabrik i byen Yantai. Foxconn har herefter selv meldt ud, at det er korrekt, der har været børnearbejdere på deres fabrikker, og at de tager fuldt ansvar, samt straks vil fyre de ansvarlige.
Børnene er kommet ind i Foxconn igennem diverse praktikprogrammer, som laves i samarbejde med skoler omkring fabrikkerne. Foxconn indrømmer blankt, at de ikke har gjort sig den ulejlighed at tjekke praktikanternes alder, og det er dermed årsagen til, at der er kommet mindreårige med ind på praktikpladserne.
Indrømmelserne kommer kort tid efter, at Foxconn er blevet kritiseret for at deres praktikanter er blevet tvunget til at stå ved samlebåndene og lave blandt andet opladekabler til iPhones. En kritik som fabrikken selv afviste med at praktikanterne stod på de pågældende pladser uden nogen tvang overhovedet.
Tidligere på året startede Apple selv en større undersøgelse af forholdene på Foxconn, der blandt andet kom frem til, at medarbejderne blev tvunget til overtid og fik dårlig eller forkert løn.
Kilde: CNET