Disney-direktør bekymrer sig ikke om prisen på Disney+
Det bliver noget af en måned for streaming-TV – både Apple TV+ og Disney+ går i luften og skal konkurrere på det allerede hårde marked for streamingtjenester. Det får dog ikke Disney-direktør Bob Iger til at bekymre sig om, at Disney-tjenesten er dyrere end den anden debutant, Apple TV+.
“Disney+ har så meget unikt indhold at de skiller sig ud”
Overfor CNBC udtaler Iger, at han ikke bekymrer sig for den lidt højere abonnementspris for Disney+, ganske enkelt fordi Disney har så meget unikt indhold, at de skiller sig ud fra mængden.
Fra 12. november kan man blive Disney+-abonnent for 7 dollars per måned, mens Apple TV+ skal gå i luften 1. november med en pris på 4,99 dollars for en måned. Til gengæld får man hos Apple kun otte serier fra starten, mens Disney kan prale af et katalog med mere end 600 serier og film, herunder Star Wars, National Geographic-film, klassiske Disney-film og nyt originalt indhold, der er skabt eksklusivt til Disney+.
Det betyder nye serier som The Mandalorian, High School Musical: The Musical: The Series, en Lizzie McGuire-fortsættelse med Hillary Duff, en Muppets-serie og realityprogrammer som The World According to Jeff Goldblum.
Se også
Stadig store muligheder på streaming-markedet
Med en så imponerende liste er det ikke overraskende, at Iger overfor CNBC slår fast, at Disney i fremtiden har fokus på streamingtjenesten på det stadig hårdere marked. Han mener, at der stadig er et publikum, der ikke har sin egen tjeneste på nuværende tidspunkt, samtidig med at flere og flere går over til streamet TV.
Dette vil kun accelerere, mener Iger, så det bliver mere almindeligt med toptjenester, der leverer indhold direkte til forbrugeren.
Det er som nævnt et hårdt marked med mange store aktører, og de bliver kun flere. Det er ikke kun Disney og Apple, der er på vej med tjenester, også NBCUniversal og WarnerMedia har meddelt, at der kommer streamingtjenester fra dem inden for det næste års tid.
Snart bliver listen over mulige tjenester at vælge altså endnu længere.
Se også: Alle titler på Disney+
Forventer 13 millioner brugere om et år
Det ser dog ud til at komme til at gå godt for Disney allerede fra starten.
Ifølge Morgan Stanley-analytikeren Benjamin Swinburne kan tjenesten få helt op til 13 millioner abonnenter ved udgangen af 2020.
Det kan dog komme til at gå endnu bedre for Disney takket være et nyligt indgået samarbejde med Verizon, hvor Verizon Wireless-kunder, både nye og eksisterende, får et års abonnement på Disney+ oveni hatten. På nuværende tidspunkt er omkring halvdelen af Verizons kunder kandidater til en sådan aftale.
Se også: Nyheder om Disney+