Disse Samsung-telefoner får Jelly Bean

En del Samsung-ejere venter nok med spænding på at få at vide, om lige netop deres smartphone får Android 4.0. Kilde lækker nu, hvilke det drejer sig om.

Disse Samsung-telefoner får Jelly Bean

Hver gang Google annoncerer en ny version af styresystemet Android, venter mobilbrugere i spænding på, om netop deres enhed vil blive opdateret.

Nu er turen så kommet til Samsung-ejere, som efter sigende skulle være tæt på at få Android 4.1 på deres enheder. Helt specifikt drejer det sig om ejerne af Samsungs Galaxy S3, S2 og muligvis også Note.

Først vil Samsung fokusere på deres nye topmodel S3, hvor opdateringen allerede skulle have gennemgået de fleste teststadier og kun mangler endelig finpudsning og godkendelse fra Google.

Galaxy S2- og Note-ejerne skal derefter være de næste i rækken og her skal Samsung være i gang med at teste softwaren. Der er stadig en risiko for, at de vælger ikke at lancere Jelly Bean til S2 og Note, men i stedet give en opdatering med nogle udvalgte features fra Jelly Bean.

Sidst, men ikke mindst, er den næste generation Galaxy Note, som vi skrev om for nogle dage siden. Det vides endnu ikke om denne bliver lanceret med Android 4.0 eller 4.1, men det forventes naturligvis, at den som minimum vil få 4.1 på et tidspunkt.

Intet af dette er endnu bekræftet af Samsung, men stammer fra den samme kilde som også først lækkede detaljer om Samsungs opdateringer til Ice Cream Sandwich

Kilde.