Dobbelt tale med brændselscelle
En brændselscelle baseret på flydende væske har erstattet batteriet i en Motorola Slvr L7 i et forsøg lavet af det canadiske selskab Angstrom Power. Brændselscellen var tilstrækkelig lille, så der var plads i mobilen, uden at det ydre skulle bygges om. I løbet af seks måneder brugte telefonen brændselscellen, og blev opladet med en speciel opladningsstation, som selskabet også har udviklet.
Til sammenligning med en telefon med almindeligt batteri, oplyser Angstrom Power, at taletiden bliver fordoblet, når det er en brændselscelle. Desuden er opladningstiden også blevet reduceret kraftigt. Allerede efter ti minutter i opladeren, er telefonen fuldt opladt igen. Testen er foretaget i samarbejde med Motorola, der overvejer brændselsceller i deres fremtidige produkter.
– I takt med at forbrugernes efterspørgsel på smartphones og multimedieenheder øges, så øges behovet også for effektive energiløsninger, siger Jerry Hallmark fra Motorola og fortsætter:
– Motorola arbejder med Angstrom for at udvikle brændselsceller, som skal tilgodese energibehovet i næste generations enheder.
Angstrom har endnu ingen prognose for hvornår deres brændselsceller kan komme ud på markedet, men man forventer en godkendelse af den internationale luftfartsorganisation ICAO. Hvis man får et positivt svar til januar 2009, betyder det, at man kan tage brændselsceller med i håndbagagen på internationale flyvninger, hvilket Angstrom ser som en vigtig milepæl. Selskabet regner med at i løbet af 2010, vil der være en milliard enheder, der drives af deres brændselsceller.