Dømte Apple helt ude – nu står Microsoft for tur
Som lanceringen af Microsofts tablet Surface nærmer sig, begynder rygterne selvfølgelig at sprede sig.
Først omhandlede de ,at Surface ville komme til en pris på kun $199 – lige omkring 1.200 kroner og altså samme pris som Googles Nexus 7.
Senest er der nu kommet forlydender om, at Microsoft satser rigtigt stort på lanceringen af Surface og allerede har bestilt 3 millioner enheder til at være klar til lanceringen.
Tidligere har Microsoft sagt, at Surface kun vil være til salg i deres egne butikken og enkelte udvalgte webshops, men en analytiker mener nu, at med den mængde enheder vil de blive nødt til at bruge andre forhandlere til distribution også.
Samme analytiker kommenterer også på prisen på $199.
Ifølge ham virker det usandsynligt at Microsoft vil sælge så billigt, da det vil være i direkte konkurrence med andre PC-producenter, som Microsoft er meget afhængige af.
Hos Dell er man heller ikke bekymret for den nye tablet fra Microsoft. Ved et internt møde for nylig skulle Michael Dell, Dells grundlægger og direktør, have sagt, at de ikke forventer, at Microsoft kommer til at få en større andel af PC markedet end maksimum 2 procent.
En kommentar, der bliver spændende at se om han må trække i sig igen. Dell udtalte sig nemlig også om Apple tilbage i 1997, hvor han sagde, at personligt ville han have lukket virksomheden ned, hvis han sad på magten.