DR og Nokia klar til at teste tv på mobilen

DR og Nokia klar til at teste tv på mobilen

Modtag et hav af tv-kanaler på din mobiltelefon, når du er på farten.

Det er perspektivet i standarden DVB-H, som for tiden testes i en række lande og snart også i Danmark.

Det nye center for teleinformation på Danmarks Tekniske Universitet, CICT, står i spidsen for projektet. Professor Knud Erik Skouby vil gerne være med til at presse teknologien, der gør det muligt at modtage et tv-signal på mobiltelefonen.

– Man er ikke kommet længere, end vi stadig kan nå at være med. Vi synes, det kan være spændende at skubbe det lidt længere, end man er nået andre steder, siger han.

Samlingen af selskaber som Nokia, Motorola, DR og TDC mangler kun få detaljer om økonomien, før projektet kan gå i luften.

Det nye digitale sendenet

DVB-H er en del af den samlede standard DVB, som skal bruges til fremtidens digitale tv. DR og TV2 vil således bruge den luftbårne udgave, DVB-T, når de fra næste år tager det nye digitale sendenet i brug.

Med DVB-H kan man bruge et enkelt multiplex (mux) i sendenettet til typisk at sende 20-50 kanaler i et format, der egner sig til mobiltelefoner.

Den danske netværksleverandør Globalconnect er for tiden i fuld gang med at opbygge det digitale sendenet, som står klar til efteråret. Det skal testes ved at sende et signal fra DTU i Lyngby til modtagelse på mobiltelefoner fra Nokia og Motorola.

DVB-H fungerer fuldstændigt uafhængigt af de eksisterende GSM- og UMTS-mobilnet, og signalet sendes gennem æteren, så alle inden for sendenettet kan modtage det.

kilde: Computerworld Online