Drop kontanterne – Danske Bank klar med betalings-app til alle uanset bank
Danske Bank er klar med appen MobilePay, som skulle gøre det enkelt for private at overføre penge til hinanden via mobilen.
MobilePay er tilgængelig fra i dag for alle danskere over 15 år. Man skal have en smartphone, et dansk mobilnummer, betalingskort og en bankkonto for at komme i gang.
”Vi har gjort det lige så nemt at overføre penge som at sende en SMS. Du skal bare kende modtagerens mobiltelefonnummer. Man behøver altså ikke modtagerens kontonummer og samtidig kan en betaling gennemføres med langt færre klik end i både net- og mobilbank,” siger Jesper Nielsen, chef for forretningsudvikling i Danske Bank Personal Banking.
Danske Bank forklarer, at MobilePay er et smart alternativ til kontanter og beregnet til betaling af mindre beløb.
”De fleste kender situationer, hvor man skal betale en ven, dele regningen for en middag eller købe noget af en privat. Men ofte har vi ikke kontanter på os, og så bliver man nødt til at hæve penge først eller overføre dem i net- eller mobilbanken,” siger Jesper Nielsen.
Man kan sende op til 500 kroner per gang og maksimalt 1.000 kroner om dagen. Herudover kan man gennemføre ind- og udbetalinger på op til 18.000 kroner per kalenderår.
MobilePay fungerer både til iPhone og Android.
Jesper Nielsen har store forventninger til MobilePay, da de kan se, at mange i stigende grad foretrækker at bruge mobilen til betalinger, fordi den altid er lige ved hånden.
Du kan hente MobilePay til her til Android og her til iPhone.