Dual-core-smartphones er nu en realitet: LG’s Android-monster lanceret
På det seneste har vi hørt en del om LG’s kommende Android-topmodel, der går undet kodenavnet Star. Den er nu blevet offentliggjort af LG og ser ud til at blive den hurtigste mobil verden endnu har set.
Optimus 2X er navnet
Optimus 2X gør nemlig som ventet brug af Nvidias Tegra 2-platform, hvilket betyder, at modellen har en dual-core-processor på 1 gigahertz, hvilket er første gang vi ser det i en mobil. Kameraet er på 8 megapixel og kan optage video i fuld HD-opløsning, det vil sige 1920 x 1080 pixel. På fronten er der et kamera på 1,3 megapixel til videoopkald, og billeder og video kan selvfølgelig afspilles på et tv via modellens HDMI-port.
Optimus 2X gør brug af Android 2.2, men LG har allerede lovet, at de vil opdatere modellen til Android 2.3 i fremtiden.
Bøllebank til Galaxy S
Ved en søgning efter LG Optimus 2X dukker også flere videoer op, der hidtil ikke har været så kendte. På videoen nederst i denne artikel kan du se, hvordan modellen i en test er næsten tre gange hurtigere end Samsungs Android-topmodel Galaxy S, der ellers gør brug af en af de absolut hurtigste processorer i nogen mobil i dag.
LG Optimus 2X skulle udkomme i januar i Sydkorea, og i de efterfølgende uger skulle den også finde vej til de europæiske butikshylder.
Kilde: phandroid.com & gsmpedia.nl