Duel: 3Music vs. TDC Musik

3 har endelig fået en konkurrent til deres mobile musikbutik. Det skete, da TDC kom med deres mobile version af TDC Musik. Spørgsmålet er så, hvem der er bedst. Er det 3, klassens frække dreng, eller TDC, den forsigtige kæmpe?

Duel: 3Music vs. TDC Musik

3 har længe været ene om at kunne tilbyde musikdownload direkte til mobiltelefonen, men nu vil TDC også lege med. Vi har kigget begge butikker efter i sømmene. Mange asepkter kan inddrages i den samlede vurdering, og du er velkommen til at skrive om din oplevelse med den musikbutik, du bruger. Det kan du gøre nederst i artiklen. Men til sagen…

Udbud

TDC har ca. 750.000 sange i deres musikarkiv. Ca. 400.000 sange er tilgængelige til download direkte til mobiltelefonen i skrivende stund. De sidste 350.000 skulle komme til i løbet af januar næste år. 3 har derimod kun 200.000 sange. Som udgangspunkt har TDC altså et stort forspring udbudsmæssigt.

Noget meget irriterende og besværligt med 3’s og TDC’s musikbutikker til mobilen er, at man ikke kan hente hele albums på en gang. I stedet skal man hente sangene en af gangen. Ikke alle sangene findes i alle albums hos 3. Det skyldes ganske enkelt pladsmangel, fortæller 3. (Det skulle der dog blive rådet bod på i en ny version af musikbutikken, som kommer i starten af næste år). Heller ikke til PC kan man købe hele albums hos 3, det kan man hos TDC. Desværre har TDC ikke alle albums med de forskellige kunstnere. Ikke at jeg forventer, at de skal have hele bagkataloget til Bob Dylan liggende. Bands, der kun har udgivet fem til seks albums, burde de nu have alle albums til. Men det er altså ikke altid tilfældet.

TDC skal have ros for at sætte stor fokus på nye unge danske bands i deres internetbutik, så her er rig mulighed for at finde ny musik.

Vinder: TDC

Stor prisforskel

Prisen er den samme i begge butikker, dvs. for tiden typisk 8 kr. pr. sang. Der er dog én stor forskel prismæssigt. Hos 3 betaler man ikke for datatrafikken, det gør man hos TDC. 4 kroner pr. sang lægges oven i prisen for datatrafik. Reelt er prisen derfor 50 procent højere hos TDC. Man er dog tvunget til at betale 49 kroner i abonnement om måneden for at få adgang til 3’s musikpakke. Musikpakken følger med nogle abonnementstyper, men man skal alligevel være opmærksom på, at der altså også er nogle ekstra udgifter hos 3. For de 49 kroner får man samtidig adgang til mange andre musiktjenester, og får efter vores vurdering i den grad smæk for skilling.

Hos begge parter kan man gratis lytte til sangen, inden man køber. Al køb og betaling af musik og musikvideoer sker via telefonregningen hos både 3 og TDC.

Vinder: 3

Dual Download

En god funktion, som både TDC og 3 har, er Dual Download. Det betyder, at man kan downloade den samme sang flere gange til både mobiltelefonen og computeren. Hos 3 kan du i alt downloade et nummer fem gange pr. køb. TDC giver tre redownloads. Det svarer til, at man kan hente nummeret i alt fire gange. Det fungerer fint hos begge parter. Der er en god oversigt over indkøbte musikfiler, og man kan se, hvor mange downloads man har igen. Men hos 3 får man altså også på denne konto lidt mere for pengene.

Vinder: 3

Format og hastighed

Sangene hos 3 gemmes i Windows Media Audio-formatet (WMA), mens TDC-sangene til mobilen kommer i ACC-formatet. Begge kopibeskytter deres sange.

Sangene hentes hos TDC og 3 i 192 kbps til computeren, men kommer på ca. 96 kbps til mobilen hos 3 og 48 kbps hos TDC. På den måde fylder sangene ikke så meget i mobilen. I gennemsnit fylder en ACC-fil 50 procent mindre end en WMA-fil på 96 kbps, men lyden på begge typer filer er faktisk ens. Derfor er TDC’s løsning den bedste. Det kan man desværre ikke mærke, når man downloader musik til mobilen. Hos 3 tager det ca. et minut at hente en sang på 3,5 MB til mobilen. Det er fuldt ud acceptabelt. Hos TDC tog det ca. 3 minutter at hente en sang på 1,5 MB. Knap så imponerende. Begge blev testet i København, hvor der skulle være optimal dækning fra både TDC og 3.

Med bredbåndsforbindelse tager det under 20 sekunder at hente en sang på 4-5 MB til computeren fra både 3 og TDC, i hvert fald med bredbåndsopkobling.

Vinder: Uafgjort

Brugervenlighed

At søge efter og købe sangene sker meget logisk hos begge parter. Det tror jeg ikke, kan gøres bedre. Det er som sagt ærgerligt, at man hverken hos TDC eller 3 kan købe hele albums på én gang til mobilen. Så ville man slippe for at gentage en masse procedurer. Det irriterer mig, at man modtager en SMS for hver sang, man downloader til mobiltelefonen hos TDC. Her modtager man en aktiveringsnøgle, som er nødvendig for at kunne afspille nummeret. Til gengæld kan man købe hele albums i TDC’ almindelige musikbutik på internettet til computeren.

Vinder: Uafgjort.

Kopisikring

Musikken er sikkerhedskopieret på en måde, så man ikke kan flytte musikken fra mobil til mobil, fra PC til mobil eller omvendt eller fra PC til PC. Gemmer man musikken på et hukommelseskort, kan man heller ikke afspille musikken i en anden mobil. Det er rigtig irriterende, hvis man tit skifter mobiltelefon. På et tidspunkt skal man forvente, at man skal til at betale igen for den samme musik. Måske ikke om tre eller fem år, men så om 12 eller 15 år. Det har hverken 3 eller TDC rigtig taget højde for, men det er selvfølgelig også langt ude i fremtiden. Hos TDC skal man ved download til mobilen betale ved kasse et med det samme, man downloader for allerede betalte sange. Det koster nemlig altid 4 kroner pr. sang i datatrafik til mobilen.

TDC tilbyder 10x CD-brændinger og 5x overførsel til MP3-afspiller af hvert nummer, mens man hos 3 kan brænde til CD eller overføre til MP3-afspiller (dog ikke iPod) i alt 5 gange. Generelt er TDC mest smidig på det område, da der er mere at arbejde med, når sangen først er downloadet.

Vinder: TDC

Ekstra:

TDC har en netradio, som man kan lytte til over PC’en. Andre netradioer som f.eks. Pandora.com er langt bedre, men er man ude efter tidens største hits, så er den helt fin. Man kan også se musikvideoer på TDC Musiks internetside.

3 har en playliste med stort udbud af musik, som kan streames til mobilen. Her kan man lave op til 10 forskellige playlister med 50 numre på hver. Sangene kan tilføjes en playliste, når man surfer rundt i 3’s musikbutik. Desuden tilbyder 3 40 radiokanaler med alt lige fra retro dance til metal.

Der er direkte link til Gaffas mobile hjemmeside, hvor man kan læse de seneste musiknyheder. Også MTV har 3 en aftale med, så man kan se MTV News og musikvideoer. Endelig kan man også downloade musikvideoer i 3’s musikbutik. Der er tale om stor forskel på ekstratjenesterne til mobiltelefon hos 3 og TDC.

Vinder: 3

Konklusion

3Music fik tre sejre, TDC Musik to sejre og der var to uafgjorte. At 3 løber med sejren betyder ikke nødvendigvis, at de dækker lige netop dine behov bedst. Er du ikke så aktiv en køber af musik til mobilen, betyder hurtigere hastighed måske ikke så meget. TDC har et langt større udbud og har en lidt mere smidig politik omkring sikkerhedskopiering. Til gengæld er 3 billigere og tilbyder langt flere ekstrafunktioner, specielt til mobiltelefonen.

Generelt virker 3Music til at være klassens frække og hippe dreng, der med håret tilbage buldrer udover stepperne i de moderigtige adidas-sko med ønske om at sætte standarden. TDC Musik er derimod den mere forsigtige og pæne kæmpe, der egentlig har masser at tilbyde med et par gode kort i ærmet, men som holder igen og giver folk det, de kender i forvejen for ikke at gøre dem forskrækkede.

PS: For at anvende TDC Musik på mobilen skal du være TDC Mobil eller TDC Duet kunde og have adgang til Fly. Man kan betale via Dankort til PC, så her kan alle handle ind. Hos 3 skal man som tidligere nævnt have abonnement på Musikpakken for at få adgang til musikken på mobilen og PC’en.