Duel: 5 mod 8 megapixel
Racet på kameraområdet blev skudt i gang første gang mobilens kamera fik over 1,3 megapixel til at arbejde med. Siden da har kapløbet været ubarmhjertigt og hårdt. Førertrøjen har samtidig også skiftet ejer en del gange.
I denne duel har vi to kamphaner som Nokia og Sony Ericsson mod hinanden med hver deres mobile kamera. Men for at gøre tingene lidt mindre jævnbyrdige og mere feje, har vi sat 5 megapixel op mod 8 megapixel.
Men megapixel er som sagt ikke alt, så det er i bund og grund også en kamp mod to objektiver som Carl Zeiss fra Nokia og Cyber-shot fra Sony. I det følgende skal vi se, hvordan mobilerne Nokia 6220 Classic med 5 megapixel og den nye Sony Ericsson C905, der har hele 8 af slagsen, klarer sig mod hinanden.
Det første her er fra Nokia 6220 Classic, der umiddelbart ser rigtig skarpt ud. Der er tryk på farverne, selv om lyset kunne virke noget overrumplende.
Samtidig viser C905 fra Sony Ericsson virkelig tænder. Det ses tydeligst ved rude-refleksionerne på siden af den højre bygning. Skyggerne for enden er også mere fremtrædende, men umiddelbart kunne billedet også virke lidt for mørkt.
Når vi så zoomer ind i til billedets fulde størrelse og kigger nærmere på højre hjørne af billedet på det hvide skilt, kommer forskellen på 5 og 8 megapixel virkelig til sin ret.
På billedet fra Nokia 6220 Classic kan man slet ikke læse hvad der står på billedet. Der kunne stå alt lige fra Polizei Ringo Bandooo til noget ren sludder.
Derimod kan man til dels tydeligt se, at der står Parkering Forbudt på skiltet, når man tager billedet med C905. Ligeledes er der ingen udtværede pletter som på billedet taget med Nokia.
Nu er billeder taget i almindeligt dagslys ofte bedre end ved indendørs belysning. Så derfor har vi selvfølgelig også taget begge mobiler inden for, sat dem i auto og taget lidt billeder.
Det første er fra Nokia-mobilen og virke tilpas skarpt. Desværre er der detaljer som lampen, der tværer ud og et lidt for skarpt lys fra vinduet. Det burde være nedtonet automatisk.
Til sammenligning har C905 automatisk valgt at blitze. Et stort minus, da baggrunden så bliver mørk og utydeligt, og blitzen i sig selv er lidt for overkompenserende. Dog får jeg nu et klart bedre lys i vinduet bagved.
Og når jeg så har nævnt power-ordet blitz, så er der heldigvis tale om en ægte fotoblitz på begge mobiler. Derfor gik vi ned i de skræmmende katakombere under kontoret, for at teste hvor god en ægte fotoblitz er på henholdsvis en Nokia- og Sony Ericsson-mobil.
5 megapixel og et Carl Zeiss-optik gør virkelig underværker i total mørke. Endnu en gang overraskes vi over, hvor godt det kamera på den anonyme Nokia 6220 Classic i virkeligheden er. Blitzen lyser godt op helt til endevæggen.
Sony Ericsson C905 har derimod meget lagt vægt på detaljen, og gjort billederne lidt mere kontraststærke. Og det rammer dem desværre ved blitzen. Bevares, den er rigtig god med et mere blødt lys. Og den har samtidig også tidligere overkompenseret. Men i dette tilfælde vælger den åbenbart at dæ,pe sig lidt, og det går ud over oplysningen.
Vi kunne selvfølgelig blive ved i én uendelighed med at vise forskelle og ligheder, men nu fremlagde vi det således, at vi ville påvise om der nu en gang var forskelle mellem 5 og 8 megapixel. Og ved flere af de ovenstående tilfælde må vi sige, at der er.
Men når vi så ser det større billeder, og ved at Nokia 6220 Classic kan fås for halv pris i forhold til Sony Ericsson C905s 4.000 kroner, blegner disse forskelle en smule.
Men som billede-duel, må vi dog bøje os, og give stafetten videre til en ny "top dog" inden for kameramobiler. Sony Ericsson C905 giver os den tand bedre billeder – om det så er de 8 megapixel eller Cyber-shot-teknologien, der gør forskellen, er desværre ikke til direkte at påvise