Duellen: LG Chocolate Platinum vs Motorola RiZR

Mobil.nu trækker i det fine tøj, og kigger på design. Den stilede LG Chocolate stiller op mod Motorolas metalliske RiZR.

Duellen: LG Chocolate Platinum vs Motorola RiZR

Velkommen til duellen mellem LG KE800 Chocolate Platinum og Motorola RiZR Z3.

To vidt forskellige telefoner, og så alligevel samme segment. Designertelefoner er hvad vi vælger at kalde disse to. Det er da også primært design det skal handle om. Spørgsmålet er så, om materialevalg er ligeså vigtig. Og hvad med brugervenligheden. Det finder vi ud af her.

Vores valg er baseret på det følgende: ensartet design, nyeste versioner, og nogenlunde fornuftige priser. De er dog stadig ligeså forskellige som dag og nat.

Overordnet design

LG KE800 Chocolate Platinum

Chocolates kendetegn er de røde taster og det helt enkle glaslignende design. Denne nye KE800 fra LG har været på kur. Linierne er smallere, og kanterne skarpere. Mavebæltet i sølv-krom giver telefonen et stilrent udseende. Chocolate-navnet er indgraveret i bæltet. Chocolate fremstår moderne og klassisk på samme tid.

Motorola RiZR Z3

RiZR er beslægtet direkte med RaZR. Metalskallen er her pakket ind i gummi. Tasterne og joypad’en er holdt i mørke farver. Indersiden er som man kender fra RaZR, med et ud-i-et metal tastatur med blåt lys. Cool og high-tech look er det der bedst beskriver RiZR.

Begge virker de eksklusive. Hvis man er til det enkle stilfulde, så er Chocolate sagen. Hvis man ønsker sig high-tech look og fede materialer, så er RiZR den rette.

Vinder: uafgjort

Byggekvalitet og materialer

Chocolate er bygget i plastik. Den virker rimelig gedigen. Dog er den konstant fedtet på grund af den glasagtige overflade. RiZRs metal og gummi virker massivt og godt skruet sammen. Telefonen bliver heller ikke så fedtet.

Vinder: RiZR

Tasterne

Chocolates røde taster virker generelt udmærket. De er dog ikke helt stabile. Nogle gange skal man trykke hårdt, og andre gange næsten ikke røre dem. Det numeriske tastatur virker fint. RiZRs taster og joypad virker gedigne, og reagerer præcist. Det numeriske metaltastatur er godt at trykke på.

Vinder: RiZR

Hvordan ligger de i hånden og lommen

Chocolate er kortere og vejer en del mindre end RiZR. Chocolate er temmelig glat, men ligger godt i hånden. Gummibelægning på RiZR gør, at også den ligger godt.

Vinder: Uafgjort.

Slider-mekanismen

Begge telefoner er slidermodeller. Chocolates mekanisme virker godt bygget, men telefon er glat og kan være svær at åbne med en hånd. På grund af de meget følsomme taster, kan man let komme til at trykke på dem samtidig.

RiZR er nem at åbne med en hånd. Den åbner og lukker med en kraftig klap-lyd. RiZR har samtidig en lille forhøjning, som gør det nemt at åbne den.

Vinder: RiZR.

Skærm, menu og ikoner

Chocolate har en skærm på 240×320. Ikoner er flotte, og menuerne er nemme at gå til. RiZR har 176×220. Skærmen er skarp, men ikoner og menuer er ikke på højde med Chocolate.

Vinder: Chocolate.

Ligner indpakningen en million?

Chocolate-telefonen kommer i en flot æske, faktisk noget af det flotteste vi har set. RiZR-telefonens æske er absolut også flot, dog kvalitetsmæssigt ikke på højde med Chocolate.

Vinder: Chocolate.

Netværk, kamera, hukommelse og andre funktioner

Chocolate er en triband telefon, RiZR er en Quadband. De har begge EDGE.

Begge modeller er udstyret med 2 megapixel kameraer. Chocolate har autofokus og flere funktioner. Ingen af dem skyder specielt gode billeder. De overgås af andre med samme antal megapixels.

Begge har USB-forbindelse. Når man slutter Chocolate til computeren, virker tingene lige med det samme. Der skal ikke installeres noget software, medmindre man vil synkronisere.

Helt så enkelt er det ikke med RiZR. I hvert fald skal man huske at gemme billeder på hukommelseskort, hvis man vil overføre via USB. Ellers skal man benytte Bluetooth.

Begge har plads til MicroSD hukommelseskort.

Begge modeller understøtter også Bluetooth A2DP, hvilket betyder, at man kan bruge Bluetooth stereo-headsets til dem.

Vinder: Chocolate.

Konklusion

De to kombattanter ender stort set lige. I begge tilfælde får man en flot designet telefon, der også virker i det daglige.

Chocolate er ikke svær at falde for. Den er enormt tiltalende, og den oser af stil. RiZR skal man først lige prøve at holde om og bruge. Den vinder ved nærmere bekendskab.

Alle de mennesker vi lod prøve modellerne, faldt først for Chocolate. Størstedelen valgte dog RiZR, når de fik den i hånden. Begrundelserne var primært de meget lækre materialer. Den så sej ud, og var nem at åbne. Den lød også godt når den lukkede. Vi kan konstatere, at design og materialevalg følges ad. Det er en blanding af øjet der ser, øret der hører, og hånden der føler.

Når vi lægger dette sammen, så vinder RiZR. Men det er en smal sejr. Vi mennesker er jo forskellige med hensyn til smag.