dukaPAD: Dansk brugervenlig tablet klar til ældre
dukaPC ApS, der har vundet både danske og internationale priser for sine brugervenlige computere til seniorer, lancerer nu også en dukaPAD.
dukaPAD’en tænder med det samme, man navigerer nemt rundt på skærmen, hvor tastaturet også er en integreret del af den trykfølsomme skærm samtidig med den skulle være let at gå rundt med.
dukaPAD’en skulle give brugeren en nem og enkelt måde at holde kontakt til familie og venner på via e-mail, videotelefoni og Facebook. Og så får man en hurtig og nem adgang til Nem ID, skat, kommune og bank via internettet.
dukaPAD kører med Windows og har usb-stik til printer og tastatur.
dukaPAD understøtter regeringens digitaliseringsstrategi 2011-2015, som stiller krav om, at op til 400.000 seniorer skal lære at bruge en computer for første gang i deres liv.
LÆS ARTIKEL: Doro vil i alle Android-mobiler
"Efterspørgslen viser, at seniorerne er vilde med tavlecomputere. Vi har gennem det sidste halve års tid oplevet et stigende ønske efter en seniorvenlig tablet, og det imødekommer vi nu”, forklarer adm. direktør Erik Hougaard, dukaPC ApS.
Glæde hos Ældre Sagen
”Hos Ældre Sagen er vi glade for at være inviteret med til udviklingen af en tabletcomputer til førstegangsbrugere. Den imødekommer således de ønsker mange ældre har om tryghed, sikkerhed og nemhed. Kort sagt kombineres bevægelsesfriheden fra dukaPAD’en med det bedste fra de velkendte dukaPC’er til førstegangsbrugere, nemlig enkeltheden og den gode, tålmodige kundeservice. dukaPAD’en er således et fint alternativ til den traditionelle bærbare computer”, siger Søren Høyer, markedskonsulent i Ældre Sagen.
En anden væsentlig ting ved dukaPAD’en er, at den leveres køreklar og lige til at gå i gang med. Der er nemlig taget hånd om alt det tekniske:
”Idéen er, at kunden skal føle sig 100 procent tryg ved at bevæge sig ud i den digitale verden, og derfor er dukaPAD’en en komplet løsning mere end et enkelt produkt. Abonnementet inkluderer mobil internetforbindelse og løbende opdatering af alle programmer,” forklarer Erik Hougaard og fortsætter: ”Så behøver kunderne ikke at være afhængige af familie eller naboer, hvis der opstår spørgsmål eller problemer, og det er rigtig vigtigt for mange.”
Det starter i Danmark
dukaPAD´en leveres i Danmark fra i dag. dukaPC samarbejder med en række forhandlere rundt om i Danmark, herunder PhotoCare kæden. I løbet af de kommende måneder lanceres dukaPAD også i Norge, hvor dukaPC allerede er etableret, og virksomheden oplyser, at flere internationale markeder er undervejs.