Dyrt at ringe med mobilen uden for EU
EU-Kommissionen har gennemtvunget et loft på minuttaksterne for mobilopkald mellem EU-landene, men konsekvensen kan blive, at det bliver dyrere at ringe hjem uden for EU. Det skriver EPN.dk. Telia hæver nu som det første teleselskab priserne, så danskere skal betale 50 pct. mere for at ringe fra lande som ikke er medlem af EU.
Prisen for et minuts mobilopkald fra USA til Danmark stiger eksempelvis fra 10 til 15 kroner.
Det vækker hos forargelse hos det danske EU-parlamentetsmedlem Karin Riis-Jørgensen (V), der er ordfører for den liberale parlamentetsgruppe i spørgsmålet om mobiltakster.
– Det viser bare, at mobilselskaberne prøver at tjene på gyngerne, hvad de har mistet på karrusellen. Eftersom de ikke længere kan presse citronen i EU-landene, forsøger de at hæve indtjeningen i andre lande, siger Karin Riis-Jørgensen til EPN.dk.
Hun opfordrer forbrugerne til at reagere ved at skifte til billigere selskaber. TDC afviser at man har konkrete planer om at følge i hælene på Telia, men erkender at det er en mulighed på længere sigt.