E72 er en ny lækker business-mobil fra Nokia
Nokia E71 er en lækker og ikke mindst meget populær mobil, der har vundet indpas hos rigtig mange forretningsfolk med sit fulde qwerty-tastatur, der gør den velegnet til mails på farten. Den er dog ikke helt ny mere, og Nokia har derfor nu præsenteret en afløser.
Den nye model hedder Nokia E72, og i designet minder den meget om E71. Den har således stadig en meget slank profil på blot 10 mm, men flere andre ting er dog blevet opgraderet. Således har modellen fået en optisk navigeringsknap på forsiden, mens turbo-3G i modellen nu understøtter hele 10,2 megabit per sekund. Desuden er kameraet blevet opgraderet til 5 megapixel, mens der nu også er blevet plads til et standard hovedtelefonstik på 3,5 millimeter på toppen. En livstidslicens til Nokia Messaging følger også med modellen.
Nokia E72 forventes i butikkerne i tredje kvartal i år til en pris på cirka 2600 kroner uden moms eller eventuelle abonnementstilskud.