Ebay oplever stor stigning på mobilhandel
Ebay lancerede deres mobilservice, Ebay Mobile, tilbage i 2005 og i 2009 var der blevet handlet for mere end 600 millioner dollar via mobiltelefoner.
Det er et tal, som Ebay forventer vil blive ved med at stige, det skriver Børsen.
”Jeg tør godt sige, at vi forventer, at halvdelen af vores trafik og mere end halvdelen af vores annoncer kommer fra mobiltelefoner i 2015. Og så bliver markedet altså meget meget interessant,” siger direktør for Ebay Classified Group, Jacob Aqraou, ifølge Børsen.
Stigningen i antallet af mobiltelefoner med internetadgang i tredje verdenslande er også med til, at Ebay tør skruer forventningerne til mobilhandel op, da Ebay forventer at kunne udbrede sine forretninger til Asien og Sydamerika.
Jacob Aqraou nævner også, at Ebay vil satse på samarbejde med forskellige sociale netværk. Der sættes ikke navn på hvilke sociale netværk, der tænkes på, men Facebook må naturligvis indgå i disse planer.
Ebay har på verdensplan over 91 millioner brugere og en omsætning på 8,7 milliarder.