Eksklusivt kig på HTC Polaris
HTC P3300 – også kaldet Artimes – er af mange kendt som PDA’en med indbygget GPS, der rent faktisk fungerede! Den såkaldte HTC Polaris er storebroderen til Artimes, og netop denne har Mobil kigget nærmere på. Produktet er dog stadig under udvikling, så enkelte ting kan nå at blive ændret.
Dobbelt så god som forgængeren
PDA’en er ifølge Mobils oplysninger baseret på Qualcomm MSM7200 chipsettet. Dermed bliver CPU-hastigheden på 400 MHz. Der er 128 MB RAM indbygget, og 256 MB intern hukommelse til brugerdata, programmer og lignende. Sammenlignet med forgængeren er hastigheden samt hukommelsen altså blevet fordoblet. Styresystemet er Windows Mobile 6 Professional.
Polaris har blandt andet W-LAN indbygget, som understøtter både b- og g-standarden. Foruden dette har den Bluetooth 2.0, USB, quadband GSM, EDGE og HSDPA. Kameraet til videosamtaler sidder som sædvanlig på forsiden oppe i højre hjørne.
Anonymt design
Mobils kilde har sendt billeder til os af modellen, men vi kan desværre ikke offentliggøre billederne endnu, så derfor må vi nøjes med at beskrive modellens design. Billedet til højre er dog ikke helt ved siden af, kan vi røbe. Vær opmærksom på, at designændringer endnu kan forekomme. Men lad os komme til det – nemlig designet!
Den første tanke, som slog undertegnede, var, at den er ganske pæn, og er klart blandt de bedstklædte lommecomputere. Designet er holdt i et sort/gråt tema, som klæder den godt.
Der er fire valgtaster på forsiden. Disse er grå og af et skinnende, metallignende materiale. Imellem tasterne er en rund navigationsknap, som lyser lyseblåt. Resten af fronten domineres af den 2,8 tommer store skærm med QVGA-opløsning og 65.536 farver.
Bagsiden er noget mere enkel og stadig i mørkere – og lettere kedelige – farver, som gør den ret anonym at se på. Dimensionerne skulle mere eller mindre være lig P3300s, og det samme gælder vægten.
På bagsiden findes et 3-megapixelkamera, som forventes at have autofokus, omend vores kilde ikke kunne bekræfte det. Billederne skulle dog blive ganske acceptable.
Udover dette har Polaris også indbygget GPS. Hvorvidt det bliver SiRF III som forgængeren eller GpsOne fra chipsettet, vides ikke. Dog er TomTom-applikationen indbygget.
Vi regner med, at HTC Polaris bliver lanceret i oktober, og skulle gerne ramme butikkerne inden årets udgang. Prisen er endnu ukendt, men må forventes at ende på ca. 5.000 – 5.500 danske kroner.