Eksklusivt: Vi har Sony Xperia Tablet Z – læs første danske test
En udfordring for en tablet som denne er batteriet. Det er på 6.000 mAh, hvilket er 1.000 mindre end hos for eksempel Galaxy Note 10.1 4G. Alligevel lykkes det mig at presse et par dages brug ud af Tablet Z, selvom jeg bruger den meget. Det er dejligt, man ikke skal bekymre sig for meget på den front. Sonys batterisparefunktion bidrager nok med en del på den front.
Det er i øvrigt Android 4.1.2, der sidder i Tablet Z, og jeg synes, oplevelsen er god. Selvom det er en brugerflade, der også bruges til smartphones, så er Android med denne version blevet så smidigt, at det fungerer flot uanset, om det sidder i en tablet eller smartphone.
Der findes ikke lige så mange apps specielt udviklet til Android-tablets, men alle de apps, der er lavet til Android-smartphones, fungerer faktisk godt. Det er ikke altid, det er lige vellykket designmæssigt, når man bruger en smartphone-app på en tablet, men brugsmæssigt fungerer det.
Som jeg indledte med at skrive, så er en tablet på 10,1 tommer for stort til mig, men skulle jeg absolut vælge en tablet i denne størrelse og kategori, så ville valget falde på Sony Xperia Tablet Z på grund af det lækre design, den gode skærm og så det faktum, at den er så vandsikret som tilfældet er. Jeg kan dog ikke vente med at se en model i 8-9 tommer størrelsen!
Når det er sagt, så ærger det mig lidt, at Sony ikke har gjort mere ud af den som arbejdsredskab – som den er nu, er den primært til underholdning. Jeg synes, at Samsung på papiret har tænkt rigtigt med deres tablets med den smarte S-pen, der kan bruges til alskens noter, tegninger og så videre på skærmen. At Samsung så fuldstændig har oversjasket med alt for mange muligheder, de fleste ret ligegyldige, og dermed faktisk har gjort det rigtig besværligt at komme i gang med at bruge den, er en anden snak.
Ideen er som sagt rigtig god, og jeg savner lidt, at Sony har tænkt i tilsvarende baner. Kombinationen vand- og støvtæt og en smart måde at tage noter, arbejde med billeder og tegne på ville formentlig have gjort Sony Xperia Tablet Z enorm eftertraget på for eksempel byggepladser, hos arkitekter og andre, der arbejder udendørs. Vil man bare gerne have et lidt federe mail-overblik end på en smartphone, så er en stor tablet dog betydeligt bedre.
Prisen Tablet Z ligger på 3.995 kroner for versionen med 16 GB hukommelse og Wi-Fi. Vil man have 4G oven i hatten, koster den 4.995 kroner.
"Når det er sagt, så ærger det mig lidt,
at Sony ikke har gjort mere ud af den som
arbejdsredskab – som den er nu,
er den primært til underholdning."
På næste side kan du se de kolde specifikationer for Tablet Z.