Ekspert: Apple præsenterer iPad 2 om en uge
Kara Swisher fra All Things D er en kvinde, man bør kunne stole på, når det gælder teknologirelaterede emner. Hun har siden 1997 dækket teknologihistorier for Wall Street Journal og står sammen med Apple-entusiasten Walt Mossberg bag konferencen D: All Things Digital.
Det er derfor heller ikke overraskende, at Swisher fra tid til anden har mulighed for at få adgang til hemmelige oplysninger om kommende produkter, og nu er det lykkedes hendes at få oplyst lanceringsdatoen for den kommende iPad 2.
Ifølge hendes "eksklusive kilder" bliver iPad-efterfølgeren præsenteret ved et event om præcis en uge – altså den 2. marts. Dette er altså i direkte strid med de seneste udtalelser fra diverse analytikere, der mener at Apple er stødt på problemer med fremstillingen af iPad 2 og derfor har måtte være nødsaget til at udsætte lanceringen.
Efterfølgeren forventes at have en forbedret skærm med Retina Display-teknologien, videokamera til videochat samt mulighed for at fungere på adskillige forskellige mobilnetværk samtidig. Sidstnævnte hjælper til med at sikre at samme hardware fungerer i f.eks. både USA og Europa.
Apple har endnu ikke udsendt invitationer til præsentationen, men Swisher er overbevist om at det snart sker. Tilbage er der blot at spekulere på om Apple-chefen Steve Jobs vil dukke op trods hans helbredsmæssige problemer. Hvad tror du? Skriv gerne en kommentar herunder.