Ekspert: Facebook Home kan koste Apple-direktør jobbet

Med Facebook Home bliver der lagt fornyet pres på Apple – og det i et omfang, der vil ruske godt op i styringen af Apple, det mener ekspert.

Ekspert: Facebook Home kan koste Apple-direktør jobbet

Med den store lancering af Facebook Home til Android i går, blev der lagt fornyet pres på Apple.

”Jeg formoder, at der er mange der er interesseret i at lægge et pres på Apple, inklusiv alle dem, der laver Android-telefoner. Det drejer sig om differentiering. Det, som Google og Android gør nu, er at bruge verdens største sociale netværk Facebook til at differentiere sig i forhold til Apple. Det, de gerne vil sige er, at Facebook-oplevelsen er bedre på en Android-telefon end den er på en iPhone", forklarede den danske teleanalytiker John Strand, der har skrevet adskillelige rapporter om Facebook, til mobil.nu.

 
Han tror, at Apple vil bede Facebook gøre det samme for dem på iOS og han vurderer også, at det vil være interessant for Facebook, der lever af at komme ud til mange brugere som muligt. Strand tror ganske enkelt, at hvis successen bliver stor nok, så vil det presse Apple til at åbne iOS op for widgets og ligefrem alternative brugerflader, der kan ligge over iOS.

Det tror den franske ekspert inden for mobil marketing, Paul Amsellem, der i 2011 forudså, at Facebook vil komme med en ”Facephone” på et tidspunkt, dog ikke. Det forklarer han over for mobil.nu:

“Slet ikke, Apple vil ikke gøre deres system åbent. De vil måske lave nogle strategiske aftaler, men jeg kan ikke forestille mig, at de vil tillade Facebook overtage deres hjemskærm”.

Til gengæld kan Facebook Home få stor betydning for selve konstruktionen af Apple. Facebook, Samsung og Google bliver anset for at være mere innovative end Apple, påpeger Amsellem, og det er et problem for Apple:

”De er nødt til at forny sig og vise markedet, at de stadig er med. Apple har ikke et socialt netværk eller løsning og det kan blive et problem for dem. Min vision er, at Apples direktør Tim Cook formentlig mister kontrollen over firmaet, at Jonathan Ive [designchef for Apple, red.], forlader firmaet i løbet af næste måned og at Apples bestyrelse vil bede ham tage Tim Cooks plads næste år for at forny firmaets strategi og innovationsafdeling. For at komme med i spillet igen, er Apple nødt til at lave nogle strategiske overtagelser, hyre mere kreative folk og vende tilbage til det, der var basis for deres succes, brugerflade og forståelse for brugernes behov”, lyder fra Amsellem.