Ekstra Bladet opgraderer mobilsite

Ekstra Bladet lancerer et nyt mobilsite, der med touchvenligt design og nye muligheder for social deling skal opgradere den hidtil ret sløje mobile oplevelse af avisens digitale site.

Ekstra Bladet opgraderer mobilsite

Det er ikke længere nødvendigt at trykke mobil.eb.dk, hvis man fra en mobiltelefon vil kigge næmere på de mange kioskbaskende nyheder på ekstrabladet.dk. Sitet har ifølge den digitale chefredaktør 26 millioner månedlige sidevisninger, og det er dermed Danmarks mest benyttede mobilsite, og det forpligter:

”Vi har flere daglige brugere på mobil end f.eks. Berlingske.dk har på internet. Det forpligter og kræver produktudvikling,” siger Geir Terje Ruud, digital chefredaktør på Ekstra Bladet.

Som du kan se på billede 2 og 3 i galleriet herover, så har mobilsitet i den grad trængt til en opgradering, hvor det især har været frustrerende, at billeder ikke var tilpassede.

”Vi har længe gerne villet tilbyde vores mange brugere, der besøger os via mobilen, det samme indhold som de kan finde på web, og det er nu muligt," siger  Geir Terje Ruud.

Følgende funktioner er nu mulige at udføre på Ekstra Bladet på mobilen:

  •  Deling af artikler med sine venner via Facebook og Twitter
  •  Fullscreen gallerier, med mulighed for at swipe i gennem billederne
  •  Knivskarp video fra Ekstra Bladet TV og youtube
  •  Google maps
  •  Ny og dynamisk forside
  •  Afstemninger og anmeldelser

Ekstra Bladets nye mobilsite er udviklet, så det er tilgængeligt via browseren på smartphone, uanset hvilket styresystem man benytter. Det vil sige, at uanset om man har en iPhone med iOS, benytter Android eller en Windows phone, så virker mobilsitet optimalt.

”Uafhængigheden af et bestemt styresystem eller en specifik app store, giver os fuld kontrol over både indhold og hvilke services vi tilbyder vores brugere. Det giver os også mulighed for at reagere hurtig på eventuelle begivenheder, som naturkatastrofer og politiske skandaler," siger Ekstra Bladets Mobile Manager, Christian Jelbo i en pressemeddelse.

Den mobile udgave af eb.dk er live nu, og inden længe leder man besøgende på mobil.eb.dk over på den nye side.