Elegant nipsting forklædt som mobil

Elegant nipsting forklædt som mobil

Hvilken anden mobiltelefon er mere end født til en aften i byen end Nokia 7380. Der er intet generende ciffertastatur eller en mærkelig kedelig skærm. Nokia 7380 er mobilen, der bliver lagt mærke til. Med læderryg, spejlrefleks og rullehjul til navigationen skulle trendsætterne være ramt lige i hjertet. Mobilen har blomsterdesign og et mærke siddende i siden, som vi kender det fra modetøj.

Nokia 7380 ligger behageligt i hånden. Knappen der sidder i midten af rullehjulet lyser op som i beroligende åndedrag, og giver mobilen en fornemmelse af eget liv, når den er tændt. Men lige så elegant den ser ud, og dejlig den føles, lige så lidt brugervenlig er den. Som Nokia selv proklamerer, så er det mobilen, du skal have med i byen. Den skal bare være der for at se godt ud. Lidt ligesom Paris Hilton.

Selvfølgelig kan den høje slanke mobil godt svare igen. Med 2-megapixelkamera, MP3-afspiller og udvidet voice-opkald giver mobilen svar på tiltale. Men at skrive SMS’er og taste andre oplysninger ind, bliver ikke 7380s primære opgave. Skærmen i sig selv er for lille til at have et helt telefonnummer på 8 cifre. Der kan akkurat være 7, så det sidste forsvinder væk fra skærmen. SMS’er tager sin tid og sine øvelser at få skrevet, men de folk der ejer den tidligere Nokia 7280, vil føle sig velkomne. Det at navigere sig rundt i menuen kræver også sin mand eller kvinde velsagtens, men ‘learning by doing’ må være Nokia 7380s motto.

Hvis du lige går og leder efter en ven at tage i byen, hvorfor så ikke tage Nokia 7380 med. Den skal nok skabe opmærksomhed om sig selv og dig. Her på Mobil skal vi nok følge op med en mere fyldestgørende test af den lille slanke dame.

Nokia 7380 kommer i handlen i første kvartal af 2006 til en pris på ca. 3700 kr.