En anderledes iPhone
Apples iPhone har nok været en af de foretrukne mobiler at kopiere for de mange kinesiske producenter, der åbenbart gør en ære ud af at trodse både god moral og ikke mindst ophavsrettigheder. Mens de fleste kopier gør deres bedste for blot at lave en nøjagtig kopi af designet, er en ny variant lidt mere kreativ.
Den nye kopimodel, der meget ukreativt har fået navnet iPhone V126, er således en klaptelefon, der har lånt de overordnede former og ikke mindst Apple-logoet fra den rigtige iPhone. Selvom brugerfladen er en efterligning af den originale iPhones brugerflade, er skærmen, der er 2,6 tommer stor, dog ikke trykfølsom, og kameraet er også blot på 0,3 megapixel. Modellen måler 105 x 53 x 17 mm og vejer 110 g.
Prisen for modellen skulle ligge på blot 600 kroner, men hvis man ikke lige står foran en rejse til Kina, er chancen for at få fat i modellen nok ikke så stor.
(Kilde: IntoMobile)