En ud af tre unge skriver SMS’er i bilen

Mange, især unge mennesker, tager blikket fra vejen for at sende en besked fra mobilen. Det kan få store konsekvenser, ifølge en amerikansk undersøgelse.

En ud af tre unge skriver SMS’er i bilen

Nationwide, der er et amerikansk forsikringsselskab, har undersøgt, hvor mange unge bilister, der sender SMS’er, mens de sidder bag rattet. 37 procent har svaret ja, og det svarer til én deltager ud af tre.

Fire ud af fem bilulykker skyldes, at chaufføren ikke er opmærksom på trafikken og sin egen kørsel. Her spiller mobilen angiveligt en stor rolle, ifølge Nationwide.

Vanen med at gøre flere ting på samme tid betyder, at vi ikke er opmærksomme på, hvor stor risikoen er, når vi kører bil. Det siger George L. Daniels, der er ansat ved politiet i Virginia, USA:

– Det tager kun få sekunder at skifte CD, åbne en sodavand eller besvare en samtale, men når opmærksomheden ryger fra rattet, kan det forandre et helt liv, siger han.

En skolekampagne skal nu gøre unge amerikanere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at de koncentrerer sig under bilkørslen, og ikke lader sig rive med af alt muligt andet imens.